______________________________________________
Hej brevkasse,
Egentlig har jeg bare vænnet mig til at bo og være alene. Jeg er 37 år og - hvis man ser bort fra en tid hvor jeg boede på kollegie - har jeg faktisk altid boet alene. Jeg kan godt føle mig ensom ind i mellem, men for det meste hygger jeg mig bare i mit eget selskab. Jeg har lidt familie, som jeg ser til fødselsdage, og så er jeg jo sammen med mine kollegaer på jobbet. Jeg er ikke sådan rigtig venner med nogen på jobbet. De er venlige og imødekommende, men meget forskellige fra mig. Når jeg skriver til brevkassen, så er det fordi jeg står i et dilemma. Vi bliver med jævne mellemrum inviteret til firmafester, hvor man tager sin ægtefælde eller kæreste med, og snart er det igen tid til den årlige julefest. Sidste år meldte jeg fra, men i år har flere af mine kollegaer sagt, at jeg ikke må melde fra. Min chef har også sagt, at han glæder sig til at se mig til festen, men jeg har virkelig ikke lyst. Jeg har ingen kæreste, og de gange, jeg har været med til firmafester, har jeg altid følt mig udenfor. Jeg føler mig meget presset, tænker på det hele tiden og er i tvivl om jeg skal tvinge mig selv til at tage med.
Hilsen Pernille
______________________________________________
Kære Pernille
Der er mange gode grunde til, at virksomheder holder fast i traditionen om en årlig julefest for de ansatte. De festlige arrangementer er som udgangspunkt en måde for virksomhederne at godtgøre, at de er glade for medarbejdernes arbejdsindsats. Men firmafester kan også bidrage til sammenhold- og fællesskabsfølelsen i en virksomhed, for her har medarbejderne som regel mulighed for at snakke og være sammen på en anden og mere uformelt måde end de har i hverdagen. Den uformelle stemning til firmafester kan gøre det nemmere, at åbne lidt op overfor kollegaerne og måske også snakke om ting af lidt mere personlig karakter.
Dine kollegaer siger, at du ikke må melde fra festen i år. Har du tænkt over, hvad der mon ligger i det? Har du spurgt dem?
Det vil måske overraske dig, men når jeg læser dit brev, måden du skriver på, så kan jeg faktisk rigtig godt forstå, dine kollegaer gerne vil have dig med til julefesten. Du virker som et menneske, man får det godt af at være sammen med. Men mens nogen ville opfatte det positivt, sådan at blive opfordret til at komme med til festen, så skriver du, at du føler dig presset…
Jeg tænker, at du måske føler dig presset, fordi du ikke rigtig har fået tænkt igennem, hvordan du egentlig har det med festen. Jeg forestiller mig, at du måske tænker: ’Hvad nu hvis der kommer nogen, der vil snakke ..’ I så fald vil du jo være tvunget til at bryde med din forestilling om, at du er alene…
Måske er du i virkeligheden også lidt nysgerrig. Måske mærker du en lille, spirrende lyst til at udforske fællesskabet med dine kollegaer og møde dine kollegaer på en anden måde end du møder dem i hverdagen. Måske har du endnu ikke selv haft den tanke, men jeg får faktisk den oplevelse, at du med dit brev til brevkassen allerede er i gang med at forberede og indstille dig på, at tage med til festen. Hvad tænker du om det?
I dit brev fremstår du som et menneske, der lidt drømmende, flyder med strømmen. Måske har du planer og ambitioner, når det kommer til din karriere, men du har ikke nogen planer for dit sociale liv. Du skriver, at du som regel hygger dig i dit eget selskab, alligevel får jeg den tanke, at du måske er klar til at tage et skridt i retningen af et lidt flere sociale aktiviteter i dit liv. Så måske kunne julefesten være første skridt?
Prøv engang at forestille dig, hvordan en plan for aftenen kunne være: Du kunne på forhånd tænke på 3 – 4 kollegaer, som du ville spørge om noget. Du kunne fx spørge, hvorfor de vælger at komme med til julefesten, og du kan fx også spørge ind til hvornår/hvordan de fik sig en kæreste. Historien om, hvordan man mødte sin kæreste, er en historie, de fleste er glade for at fortælle om. Den er også helt speciel, for den handler jo om, hvordan man pludselig får sig en plan med en anden.
Tag ikke fejl af, at de kollegaer, der har deres mænd/koner med faktisk kan have det sværere end du til sådan en fest. Deres medbragte mænd og koner føler sig nemlig oftest helt udenfor, fordi de jo som oftest slet ikke kender nogen. Og måske kunne netop det, at snakke lidt med din kollegaers medbragte partnere, blive end del af planen for din aften. De medbragte partnere er, som de sidder der og smiler lidt fortabte, som regel ret nemme at spotte. De vil være lykkelige, hvis nogen henvender sig. Giv dem hånden og fortæl dem hvem du er i forhold til deres partner, de er kommet med. Spørg lidt ind til dem, deres arbejde og fx til julefesttraditionen på deres arbejdsplads. Afsæt 3 til 5 minutter til hver person, du snakker med. Ved at begrænse kontakten til max 5 minutter, vil vedkommende opleve det som rar opmærksom, og du vil score en masse sociale point. Trækker du samtalen længere, risikerer du, at det i stedet opleves som anmassende. Efter den korte samtale slutter du af med ”Tak for snakken. Hyggeligt at møde dig”.
Mærk efter og overvej om ikke firmafesten faktisk kommer ganske belejligt. Med en plan og mål for, hvad du helt personligt gerne vil have ud af julefesten, så tror jeg nemlig, at det kan blive en rigtig god oplevelse for dig.
Det sidste råd, du skal have med på vejen er, at slutte aftenen mens stemningen er god: Aftal med dig selv, hvornår du forlader festen. Sørg for, at det bliver før det tidspunkt, hvor mændene synes det er i orden at fortælle dig, hvor svært de har det med at tale med deres kone, og at du er så meget sødere. Den fest må de selv holde.
God fornøjelse med din juleplan.
God jul!
Peter Kongshaug
