Allerede fra starten af vores forhold, gjorde jeg ham klar over mit krav om, at jeg vil have børn inden for den nærmeste fremtid, dvs. indenfor ca. tre år. Min kæreste har selvfølgelig ikke kunne love mig noget, men han sagde, at han gerne vil have børn engang i fremtiden.
Vi tog det meget stille og roligt fra starten. Nogle måneder inde i vores forhold kom jeg ind på emnet om børn, da jeg ville sikre mig, at hvis han ikke kunne love mig, at vi skulle have børn sammen, så skulle det ikke være os to. Vi sad en hel aften og bare snakkede om det, og om at vi begge utrolig gerne have vores forhold til at køre. Vi føler begge, at vi passer perfekt sammen, og vi kan slet ikke mærke aldersforskellen. Vi kom frem til, at vi ville vente tre år, men så herefter skulle vi gå i gang.
Et år er gået og vi har haft det fantastisk og oplevet utrolig mange gode ting sammen. Jeg har ikke været inde på emnet omkring børn overhovedet, og det har faktisk været ham, der har snakket om børn, hvor jeg glad tænkte: Hold da op!
Men så for en uge siden fortæller han, at han har snakket med en gammel veninde af hans, som han har et rigtig godt forhold til, og han siger, at han havde snakket med hende om vores overvejelser om at få børn.
Da jeg hørte det, blev jeg rigtig skuffet og ked af, at han ikke havde snakket med mig i stedet, hvis det var noget, der nagede ham. Og pludselig forstod jeg, at han overhovedet ikke var sikker på, at han var klar til at få børn i nær fremtid. Nu var der jo gået et år, men han følte sig stadig ikke sikker på, at han ville blive klar til at få børn i løbet af nogle år. Jeg kunne mærke panikken, for pludselig gik det op for mig, at han virkelig ikke havde forstået hvad vores forhold indebar.
Jeg skal måske lige nævne, at jeg har en været igennem en del sygdom i mine 29 år, bla. en sprængt blindtarm, cyster og tarmslyng, hvilket gør at jeg at jeg er særlig opmærksom på at blive gravid mens jeg stadig er ung og nogenlunde rask. Alt dette har jeg naturligvis fortalt min kæreste, men når han så alligevel ikke mente, at han kunne blive klar til børn inden for en overskuelig fremtid, så valgte vi simpelthen at gå fra hinanden. Der gik dog ikke mere end et par dage, før vi atter fandt sammen. Vi græd begge to og han sagde at han gerne ville have en familie med mig, men at der måtte gå et par år, fordi han også har nogle ting, han vil have på plads først. Hans far er alvorlig syg, og derudover vil han have et økonomisk grundlag for at stifte familie på plads.
Jeg forstår, at han gerne vil vente og jeg vil ikke berøve ham hans ungdom, men jeg sidder stadig tilbage med en dyb usikkerhed over om jeg kan regne med at vores forhold holder, og en sorg og et savn over det barn, jeg måske aldrig får. Jeg bliver ved med at tænke tanker, som: 'Skal jeg gå fra ham?', 'Men uden ham, hvordan skal jeg så få mit et barn? Jeg har ikke råd til en donor'.
Hvad skal jeg stille op?
Håber I kan give mig et råd, så jeg kan få lidt ro i sindet.
Tak for din lange mail, hvor du beskriver dit dilemma om dit brændende ønske om at blive mor og dit forhold til en ung mand, som endnu ikke føler sig klar til at få børn. Du skriver at I er meget glade for hinanden og at I fungerer godt sammen trods jeres aldersforskel. Du skriver også, at I har fundet sammen igen, efter at I har forsøgt at afslutte forholdet fordi din kæreste ikke er klar til at blive far.
Ud fra beskrivelsen af din kæreste, så tænker jeg, at han er meget ærlig og faktisk temmelig moden af sin alder. Han siger, at han gerne vil have børn engang, men at det er helt urealistisk for ham, at blive far nu. Det er ærlig snak, for jeg tror at det for langt de fleste 22-årige mænd, vil være alt for tidligt at stifte familie. Dertil kommer, at din kæreste står i en situation med en alvorlig syg far, og derudover mangler det økonomiske grundlag for at kunne være med til at forsørge en familie.
Når han fortæller dig, at han med en veninde, har drøftet jeres overvejelser om at få børn, så tænker jeg, at han måske føler sig meget presset af dit ønske om, at han skal love at blive klar til far-rollen indenfor en fastsat tidsramme. Og når han henvender sig til hende, er det sikkert fordi han har brug for at høre, hvad en der kender ham godt, mener om jeres problem. Det har ganske givet ikke været for at gå uden om dig, men da du jo er en del af problemet, kan det svært for ham, at søge råd hos dig.
Du beskriver, hvordan du nærmest er besat af ønsket om at få børn i nær fremtid. Du beskriver, hvordan dit ønske fylder så meget, at du må have svar på om du skal forlade din nuværende kæreste, for at forsøge at finde en anden måde at få dit ønske opfyldt på.
Endvidere skriver du om en masse fysiske problemer, du har med dit underliv, og hvordan sygdommene kan have indflydelse på din evne til at blive og gennemføre en graviditet. Alligevel tænker jeg, at disse lidelser næppe bliver værre ved at vente lidt længere med at få børn.
For mig at se, så er dit største problem din voldsomme længsel efter at blive mor. Længslen er lige nu så stor, at du måske er villig til at forlade en mand du elsker, for at finde en anden der kan opfylde dit ønske indenfor din tidsfrist.
Overvejelser
Du står i et stort dilemma, og det er kun dig, der kan træffe valget. Som hjælp til at træffe valget, vil jeg, på baggrund af de informationer, jeg har fra dit brev, forsøge at opstille nogle realiteter, som du kan have med i dine overvejelser:
- Du har en dejlig kæreste, og et forhold, som på mange områder giver dig glæde. Du har prøvet at forlade ham, men I kunne faktisk ikke undvære hinanden og fandt hurtigt sammen igen.
- Din kæreste er stadigvæk kun 22 år. En alder, hvor han hverken kan eller vil kunne love dig noget om, hvornår han er i stand til at tage et ansvar som far. Han er stadig ung, og som du selv skriver, vil det være forkert at berøve ham hans ungdom.
- Du har en masse fysiske problemer, som kan påvirke en graviditet. At han skal forholde sig til det og til konsekvenserne af din sygdom, gør formentlig situationen endnu mere uoverskueligt for ham. Måske skal du forsøge, at være lidt mere tilbageholdende med at tale om sygdomme, mulige komplikationer og om risikoen ved at vente mv. Jeg tror kun det gør situationen endnu mere uoverskuelig for ham – og i værste fald resultere i at han mister lysten og glæden ved en dag at skulle være far.
- Bliv bevidst med dig selv om, hvorvidt du kan vente med børn til din kæreste er klar. Du kan ikke forvente den slags garantier af noget menneske, og ingen af os kan kontrollere fremtiden, hverken hvad angår os selv eller andre.
- At finde en ny kæreste, der gerne vil have børn, kan tage tid. Det tager også tid at lære vedkommende at kende, så du kan sikre dig, at det er en mand, der vil behandle dig og barnet godt.
- Overvej også om det vigtigste ved en ny mand er, at han vil have børn. Vil du f.eks. være villig til at få børn med en mand, som du måske ikke elsker?
Alle disse spørgsmål må overveje og tage med i betragtning, inden du træffer din beslutning.
Hvis det at få et barn inden for kort tid, er det vigtigste for dig, må du gå fra din elskede, og se om der findes en mand, der kan og vil opfylde dit ønske. Men hvis din nuværende kæreste betyder alt for dig, må du acceptere, at du først får børn, når han er klar. Du kan ikke forcere dette. Det vil ikke føre til noget godt for nogen jer. I stedet må du rette fokus på andre ting i livet, så du drives af besættelsen af at ville have børn lige nu.
Det kan måske opleves hårdt at skulle foretage et valg. Men situationen er, at du som tingene er, ikke kan få alt det, du ønsker lige nu, og du bliver derfor nødt til at foretage et valg: Enten at blive tilfreds med det forhold, du har nu og vente til din kæreste er klar til børn, eller at vælge at gå fra hinanden, så i hver i sær kan finde nye partnere, der passer bedre til den situation I hver især befinder jer i lige nu.
Valget er dit. Og jeg ønsker dig al mulig mod og styrke til at få taget det bedste valg, for så efterfølgende at blive tilfreds i det liv du har valgt.
Mange hilsner
KvindeGuiden.dk
