Pak ind med omtanke
Hvad enten det er madpakken, der skal pakkes ind, eller resterne for aftensmaden, som skal dækkes over, er det en god ide at overveje, hvilken type materiale du bruger. Sølvpapir, også kaldet stanniol eller aluminiumsfolie, er fremstillet af aluminium, hvilket er meget energikrævende at udvinde og dermed belastende for miljøet. Og selvom det næsten ikke vejer noget, kan det udgøre et affaldsproblem, da folien er svær at nedbryde i et affalds-forbrændingsanlæg.
Derudover egner folien sig ikke til sure madvarer som f.eks. citroner, syltede rødbeder og agurker, da de kan opløse aluminiumet. Hvis du vil tage hensyn til miljø og sundhed, er det derfor en god ide at begrænse dit forbrug af sølvpapir.
Husholdningsfilm
Husholdningsfilm var tidligere ofte lavet af PVC og blødgjort med ftalater. Men Fødevarestyrelsen har ved kontroller konstateret, at der ikke længere er ftalater i husholdningsfilm. Husholdningsfilm er i stedet lavet af polyethylen, som anses for et miljø- og sundhedsvenligt materiale.
Før du bruger film, er det dog en god ide at læse, hvad der står på indpakningen. For plastfilm kan ikke altid bruges til det samme. Nogle egner sig fx kun til bestemte typer af madvarer, og andre må ikke bruges i mikrobølgeovnen.
Opbevaring af madvarer i glasbeholdere
I glas indgår få kemiske stoffer og derfor betegnes glas som et relativt sundheds- og miljøvenligt materiale.
Opbevaring af madvarer i plastbeholdere
Plast er et af de mest anvendte materialer i kontakt med fødevarer, men det det er vigtigt kun at bruge plastbeholdere til det, de er beregnet til, for at undgå kemisk afsmitning. Det gælder f.eks. før du bruger beholderen til frysning, mikrobølgeovn, putter varme fødevarer i den osv.