Forbrugerrådets advarsel kommer i forlængelse af at Forsyningstilsynet har afgjort, at de fire elselskaber har brudt loven, da de ikke automatisk har overført kunders tilgodehavende efter acontoopkrævninger, når de skiftede selskab.
Ingen af de fire selskaber har, overfor Forsyningstilsynet, ville bekræfte, at de vil tilbagebetale pengene uden forbehold for tidspunktet for kundeforholdet eller forældelse til alle de tidligere kunder, som de gennem årene ulovligt har undladt at udbetale pengene til.
”Det er i sig selv en skandale, at fire elselskaber gennem mange år ulovligt har undladt at tilbagebetale kunderne deres egne penge. Og at ingen af dem nu vil bekræfte, at de vil efterleve myndighedernes ord og tilbagebetale alle tidligere kunders penge uden yderligere forbehold og forsinkelse, gør sagen endnu mere alvorlig. Derfor fraråder vi nu forbrugerne at være kunde hos dem. Det kan ikke passe, at forbrugerne skal risikere at købe den strøm, de skal bruge til at lave aftensmad og vaske tøj, af selskaber, der nægter forbrugerne deres retmæssige penge” siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.