Hele 25 % af de sexcremer, som Miljøstyrelsen netop har testet, indeholder stoffer, som kan være allergifremkaldende. Miljøstyrelsen opfordrer derfor brugere af sexcreme til at læse etiketten grundigt og undgå parfumerede produkter.
Miljøstyrelsen har undersøgt 7 erotiske massageolier og 15 sexcremer – dvs. cremer der lover en effekt ud over glideegenskaber, kosmetiske effekter, smag og/eller duft. I kemiske analyser af cremerne blev der blandt andet fundet stoffer, der kan medføre allergi eller irritation ved hudkontakt eller ved kontakt med slimhinderne. 25% af de testede produkter indeholdt forholdsvis høje mængder af allergifremkaldende parfumestoffer.
"Der er ikke tale ulovlige stoffer i cremerne, men særligt følsomme personer eller personer, som allerede har allergi, kan få en ubehagelig reaktion, når de anvender produkterne," siger kemiker Anette Ejersted, Miljøstyrelsen Kemikalier, der fortsætter: "Og det kan være svært altid at sikre sig mod indholdet af fx bestemte parfumestoffer, da der ikke altid er krav om, at det skal deklareres på produkterne. Derfor kan man som allergiker i dette tilfælde være lidt på herrens mark."
Sexcremer og erotiske olier er nemlig ikke, som mange måske tror, omfattet af de samme regler som kosmetiske produkter. De er derimod omfattet af reglerne om kemiske stoffer og produkter. Det betyder, at der ikke er krav om fuld indholdsdeklaration på sexcremerne, men indholdet af farlige stoffer skal selvfølgelig stå på etiketten.
Gode råd om sexcremer og allergi:
• Undgå produkter som indeholder parfume. Der er tale om unødvendig kemi, som i sig selv ikke har nogen virkning
• Læs nøje mærkningen og vejledningen på etiketten. Hvis produktet indeholder farlige stoffer skal det være mærket, men der er dog ikke krav om, at parfume altid skal være deklareret. Hvis du ikke kan få de oplysninger du ønsker så spørg forhandleren/producenten.
• Hvis du allerede har allergi, bør du sikre dig, at sexcremerne ikke indeholder stoffer, du ikke kan tåle. Vær dog opmærksom på at ikke alle stoffer skal deklareres på etiketten. Det afhænger af vurderingen af stoffet og koncentration i produktet. Spørg hvis du er i tvivl.
• Hvis du oplever rødmen, irritation eller eksem ved brug af sexcremer, bør du straks stoppe med brugen og søge læge for at få identificeret, hvad det er du ikke kan tåle