Blågrønne alger forekommer oftest i årets varmeste måneder, juli og august. Algerne er såkaldte cyano-bakterier, der normalt lever på bunden, men, ligesom planter, er afhængige af sollys. Derfor kan de på en varm sommerdag bevæge sig op til overfladen, hvor de blomstrer i solen og lægger sig som supper på vandet.
Er der tilstrækkelig mange alger, vil vandet være uklart og farvet. Her skal man være opmærksom på, at blågrønalger, trods navnet, ses i både grønne, brune, gule, grønbrune og blågrønne grumsede farver.
Rådden tang på stranden er en bakteriebombe
Jo større koncentration af blågrønne alger, jo større risiko er der for forgiftning. Her er det værd at bemærke, at algerne ikke kun findes i vandet, men især i havskummet på stranden. Det er således ikke nok at skifte badeturen ud med en soppetur.
Samme anbefalinger gælder, når store mængder tang er skyllet op på stranden. Både i rådden tang og tør tang trives bakterier, og derfor bør man hverken soppe eller bade nær stranden, når tangen ligger i bunker.
Symptomer på forgiftning
Har man alligevel bevæget sig ud i bakteriesuppen, eller opdager man først for sent, at vandet ikke er som det plejer, så gælder det om at få skyllet sig grundigt i rent vand.
En forgiftning med cyano-bakterier kan forårsage hovedpine, kløe og hudirritation, feber, kvalme og diarré. Især ældre med svækket immunforsvar og børn er er særligt udsatte. Herhjemme er der ikke registreret dødsfald som følge af algeforgiftning, alligevel anbefales det, at man søger læge, hvis man oplever symptomer.
Hunde kan i værste fald dø, hvis de drikker af vandet.