Over 10.000 får årligt plastikoperationer i Danmark.
Flere og flere vælger at trodse naturen og alderen og gennemgår operationer for at få det ydre til at passe til den stadig mere ungdommelige sjæl. Det er der i følge Hans Bonde, professor i kroppens kulturhistorie en god grund til: ”I naturens store lotteri ser nogen hamrende godt ud, mens andre ældes meget hurtigt. De "uheldige" hjælpes, fordi vi på alle andre områder har et retfærdighedsprincip. Derfor er det også en logisk udvikling, at vi gør noget ved dem, som rent fysisk ikke har fået i overflod. Om få år er plastikoperationer utvivlsomt langt mere almindelige,” siger han til Politiken.
Sundhedsstyrelsen har netop udarbejdet en rapport, der blandt andet forsøger at kortlægge, hvor mange operationer, der bliver foretaget om året. Rapporten skal bruges til at lave strammere regler, så det blandt andet sikres, at klinikkerne bliver registreret, at kun plastikkirurger udfører operationer, og at tilsynsmyndigheder kan stoppe klinikker i at udføre operationer, mens de undersøges.