Det er ærgerligt – ja, faktisk lige til at blive stresset over. Derfor må du hurtigt få revideret situationen, så du stadig kan nå at få mest muligt ud af feriedagene.
Drop pleaser-rollen
I hverdagen har du det måske bedst med at have planer for det hele og bliver rastløs uden. Derfor ligger det lige for at have feriedagene nøje planlagt. Men med et fastlagt program er der sjældent plads til den dejlige følelse af frihed og spontanitet, som de fleste forbinder med ferie.
Kunne det være spændende at øve sig i at give slip, lade stå til og bare følge med strømmen? Det kan være en udfordring, især hvis du normalt er hende, der bruger hele året på at styre projekter og tage sig af familie og venner. Men hvis du ikke får afstemt dine egne og andres forventninger nu, fortsætter den hverdagsagtige trummerum ferien ud.
Spørg dig selv, om du er tilfreds med at være bagstopper på ferieprojektet, og om det virkelig er din opgave at sørge for, at alle andre har en skøn ferie. Er det ikke rimeligt, at de selv tager ansvaret for det?
Ud med den dårlige samvittighed – ind med skønne ferieoplevelser
Det er altid svært at slippe de vaner, vi har med i bagagen, men det kan være helt befriende, når det lykkes. Når du nu siger fra, vil du formentlig først have dårlig samvittighed. Ødelægger du nu feriestemningen for de andre? Men måske handler det bare om, at de også lige skal have tid til at forstå og acceptere, at der nu er andre boller på suppen, og at de selv må tage ansvar, så du kan få mulighed for at koble af.
Under alle omstændigheder gælder det om ikke at give efter. Du har truffet en beslutning, så brug i stedet din energi på at finde ud af, hvad du har lyst til at bruge de resterende feriedage på. Afled dig selv med sjove aktiviteter og ferieoplevelser.
God fornøjelse!