Tankeløs mobilopladning kan få fatale følger
Det er nemt og bekvemt at sætte mobilen til opladeren ved siden af puden som det sidste, inden man lukker øjnene. Men hvis man spørger Sikkerhedsstyrelsen, så er det nemme valg er ikke altid det sikre.
"Det er aldrig en god idé at sætte mobiltelefoner eller anden elektronik til opladning på et letantændeligt materiale som for eksempel en seng eller sofa. Det kan få fatale følger," siger Kirstine Gottlieb, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Opladningsstedet har noget at sige
En sofa eller seng betragtes som let antændeligt og meget brandbart på grund af de materialer, som de er fremstillet af. Elektronik, der ligger til opladning, udvikler varme, og ligger produktet lunt under hovedpuden eller ovenpå dynen, kan det ikke komme af med varmen igen. Det kan i værste tilfælde føre til en fatal brand.
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut kan nikke genkendende til en seng eller sofa som arnested, når de er ude på ulykkessteder for at undersøge brandårsagen:
"Vi ser desværre, at elektronik under opladning kan være årsag til en brand. Når for eksempel en telefon overopheder i en seng, og branden først får fat i en dyne, madras eller pude, vil der på ganske kort tid udvikles en kraftig og giftig røg. Det er røgen, der er livsfarlig, mere end det er selve flammerne," siger Ib Berthelsen, direktør i Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).