Flere og flere medarbejdere på danske virksomheder har i dag mulighed for at få frisk frugt på arbejde hver dag. Det sker ofte som en firmafrugtordning, hvor det er besluttet at tilbyde et sundt, billigt personalegode i form af frisk frugt leveret til døren.
Men der er også andre måder at lave en frugtordning på. Det er virksomheden Larsen Danish Seafood i Løgstør et godt eksempel på. Her havde medarbejderne et ønske om, at kunne købe frisk frugt og grønt dagen igennem. Og da virksomheden kom med i projekt "Mad på Arbejde" var det oplagt at gå i gang med en frugtordning som det første.
Larsen Danish Seafood er en virksomhed med lidt over 50 ansatte, og alle medarbejderne spiser deres medbragte mad i et stor fælles spiselokale.
To af medarbejderne, som også står for rengøringen, indvilgede i at købe frisk frugt og skrælle gulerødder hver dag. Idéen var at det skulle stå fremme i spiselokalet hele dagen og at folk selv skulle lægge penge for hvad de havde taget.
Frugt og gulerødder blev købt ind i nærområdet og medarbejderne blev orienteret om ordningen. De fik samtidig at vide, at det var alles ansvar, at der ikke blev svind i kassen!
Frugtordningen blev hurtig en succes. Driftleder Bjarne Jensen fortæller: "Medarbejderne er glade for vores frugtordning. Det var vores mål, at der skulle sælges ca. 1 stk. frugt eller gulerod pr. medarbejder pr. dag. Og det er lykkes. Her ca. 1½ måned efter sælger vi ca. 50-60 stk. frugt eller gulerødder hver dag. Det er vi ganske godt tilfredse med".
Det store spørgsmål har været om det kunne løbe rundt, og det kan det faktisk. "Vi sælger frugten cirka til indkøbspris, og det vil sige 1 kr. for en gulerod, og 2 kr. for en appelsin eller et æble", siger Bjarne Jensen. "Men eftersom at det er sådan en succes kan det tænkes, at vi skal have leveret frugten til døren. Det ville jo gøre det lidt nemmere, men nok også dyrere. I så fald er det tænkeligt at virksomheden vil støtte ordningen", slutter Bjarne Jensen.
Mad på Arbejde er et samarbejdsprojekt imellem SiD og Fødevareministeriet, hvor målet er et at fremme en sundere madkultur på arbejdspladsen.
Kategori: Kost & Ernæring
