Mange vitaminer
Den runde, læderagtige frugtskal gemmer på kerner indkapslet i rødt, saftigt frugtkød, som holdes på plads af et gult gitterværk. Frugten har sæson i det sene efterår og hen over vinteren. Man bruger kernerne, eller saften fra de pressede kerner i madlavning, hvor de tilføjer en frisk, sød og let syrlig smag. Granatæblet er fuldt af vitamin A, C, E og jern og hører til de frugter, som har et meget højt indhold af *antioxidanter.
En antik frugt
Granatæblet menes at stamme fra Persien og har gennem historien været et højt værdsat symbol på sundhed, fertilitet og genfødsel. De gamle ægyptere og babyloniere troede, at granatæblet indeholdt mystiske, helbredende kræfter, men brugte også frugten til mere praktiske ting som farvning eller dekoration.
"Iranere tror, at Eva blev fristet med et granatæble i Edens Have" fortæller Margaret Shaida, der er historiker og forfatter til bogen 'The Legendary Cuisine of Persia'. "Profeten Muhammed menes at have opfordret sine tilhængere til at spise frugten i den tro, at den renser systemet for misundelse og had."
Antikkens egyptere blev begravet med granatæbler i håbet om genfødsel, mens Persefone, der var datter af Demeter, gudinden for landbrug, i den græske mytologi blev tilbudt frugtens frø af Hades. Fristet af dets juvelagtige udseende tog hun det og fordømte derved sig selv til at tilbringe tid hvert år sammen med Hades i underverdenen.
Kærlighedens frugt
I vore dage deler grækerne traditionelt et granatæble ved bryllupper som et symbol på frugtbarhed. I Kina spiser man frøene på bryllupsdagen for at velsigne de nygifte. Frugten er længe blevet brugt som et husråd i Mellemøsten, Iran og Indien, hvor healere har brugt barken, blade og skindet og de spiselige dele af frugten til at kurere alt fra øjenbetændelse til hæmorider.
* Frie radikaler findes i stoffer som fx forurening, tobaksrøg, radioaktiv stråling og nogle kemiske stoffer. Antioxidanter er stoffer, der kan beskytte mod dannelsen af frie radikaler. Antioxidanter er en række stoffer, som kan bremse dannelsen af frie radikaler i kroppen.