Vi fodres med urealistiske kropsidealer
Den urealistiske, stereotype fremstilling af kvindekroppen, som massivt eksponeres i tv, på film, i magasiner og på de sociale medier påvirker os alle, og i særlig grad unge kvinder, skriver Sex og Samfund. Ifølge deres undersøgelse blandt 9. klasse elever, føler hver fjerde, at deres syn på deres egen krop, er påvirket af de sociale medier.
Selvom det, for de fleste, er tydeligt, at mange af de billeder vi præsenteres for i medierne, er retoucherede og manipulerede, så gør de nok ofte, i en eller anden udstrækning, indtryk og fodrer den lille indre stemme, der gør opmærksom på, hvor langt vi er fra idealet. Så måske er det en rigtig god idé at tage sig tid til at mærke efter, og reflektere lidt over i hvilket omfang vi lader os påvirke af de polerede billeder, vi præsenteres for.
Kropsidealer og mangfoldighed på skoleskemaet
Ifølge Sex og Samfund går alt for mange børn og unge rundt og føler sig forkerte i deres egen krop. Det øgede kropsfokus og de stereotype kropsidealer i mediebilledet betyder, at der er et større behov for at sætte fokus på kroppens mangfoldighed gennem fagligt arbejde med film, dilemmaer og konkrete cases.
Derfor sætter ’Uge Sex’ i 2020 fokus på den perfekt uperfekte krop, og hvordan vi som samfund, skole og forældre kan være med til at give vores børn og unge mulighed for at diskutere perfekthedskultur, kropsidealer, og hvordan man taler om sin egen og andres kroppe.