- Solcremers holdbarhed efter åbning skal stå på produktet. Det er oftest angivet med et symbol af en åben bøtte og med angivelse af antallet af måneder, cremen kan holde sig. Når solcremen udløber, er det ikke længere sikkert at filtrene virker længere, og man risikerer forbrænding.
- Solcremer skal opbevares ved temperaturer under 25 grader. Har solcremen været udsat for høj varme eller direkte sol, fx når du har den med på stranden, kan det ødelægge produktets solfilter.
- En solcreme kan, ligesom kosmetik, udvikle sig til bakteriebombe. Efter en tur på stranden kan skidt og bakterier have sat sig i låget og spredt sig til resten af produktet. Tjek om produktet stadig dufter som det skal og tjek produktets farve og konsistens. Hvis cremen ser eller lugter underligt, så smid produktet ud - uanset udløbsdatoen.
- Da en åbnet solcreme holder omkring 12 måneder, er det en god idé at skrive datoen på flasken eller tuben, så du ved præcis hvornår den er åbnet.
- Hvis du er den mindste smule i tvivl om din solcreme stadig virker som den skal, så køb en ny.