At dekorere æg er en hyggelig påsketradition. Til fremstillingen kan man bruge hønseæg, såvel som pap- eller trææg. Til farvning af æggene er både hobbyfarve, akvarelmaling og spraymaling en mulighed, hvorefter man kan dekorere æggene med fx glitter, metalpapir, tape, filt og papir.
Kategori: Påske
Dekorer påskeæg - 8 fine idéer!
Hos nettets hobbyforretninger fandt vi rigtig mange fine idéer til dekoration af påskeæg samt et stort udvalg af hobbymaterialer, der særligt egner sig til fremstilling af påskeæg og –dekorationer, blandt andet et par rigtig fine materialenyheder:
Dekorer med overføringsbilleder
Blandt nyhederne er blandt andet overføringsbilleder, eller såkaldte rub-ons. Med dem kan man pynte æggene med fx de yndigste blå violer, så det minder om decoupage. Æggene kan forinden males med akvarel eller spraymaling - og siden kan man vælge, at dekorere ægget yderligere med fx en tushpen.
Ophæng til æg
At hænge snor i de dekorerede påskeæg, er som regel en lidt bøvlet affære. Men med et lille stykke myrtetråd kan man forme en løkke og stikke de to ender ned i et lille hul i skallen. Når løkken slippes vil den sidde i spænd, hvorefter snoren kan sættes i.
Vintage pastelfarvede æg
Ligesom fine akvareller kan tilføje nostalgi og romantik til udtrykket, så kan vintagemaling i pastelfarver give påskeæggene den fineste matte, kalkede overflade.