Også herhjemme findes der en hel kultur omkring teer og te-drikning, men sådan har det ikke altid været. For 30 år siden var store te-oplevelser forbeholdt de få. Vi andre drak Medova-te, som var sort te i små te-breve ledsaget af det fikse slogan: ”Er De udkørt kl. 3? Medova te ta'r trætheden”. Det var ikke nogen stor te-oplevelse, og den eneste variation var teens styrke, hvilket afhang af hvor længe man lod tebrevet trække.
I dag kan enhver te-elsker få tilfredsstillet trangen til en god te-oplevelse. I te-saloner og på cafeer serveres fine kvalitets teer, og hos te-handlerne finder man hundredevis af udsøgte teer, som hver især inviterer til unikke te-oplevelser. Hvorvidt man er til sort te, grøn te, oolong te eller den milde hvide te afhænger af personlig smag og temperament, men teerne har, ifølge Daniel Hoortash fra Chaplon Tea, nogle overordnede karakteristika:
Kategori: Te-salonen
Kend din te
Grøn te er friske blade fra tebusken. De er ikke iltet og er derfor stadig grønne og kan have en lidt græsagtig smag. Grøn te fås med tilsat smag og i blandinger med urter, tørret frugt eller blomster som fx vores Bjergblomst-te, der er tilsat både blomsterblade og citrusaroma.
Sort te er iltede og tørrede blade fra tebusken. Den fås i utallige kvaliteter, og smagen afhænger af jordbund og klima og af, om der evt. er tilsat smag. De kraftigste teer kommer fra de varmeste voksesteder, mens lettere teer typisk har groet i højlandet i køligere klima.
Hvid te er de friske spæde skud på tebusken, som plukkes, inden busken har blomstret. Skuddene iltes ikke, men dampes evt. let og tørres. Smagen er mild og blød, og den hvide te er både dyr og eftertragtet. De små hvide dun på bagsiden af de friske teblade kommer under tørringen til at fremstå helt hvide. Hvid te kaldes derfor ofte ’Silver Tips’.
Oolong te er en mellemting mellem grøn og sort te. En te, der i smag er som en grøn te, men med oolongens evne til at holde sig under trækning uden at blive bitter. Oolong er elsket for dens fløjlsbløde smag og flotte helbladede udseende.
Aromatiserede teer er som oftest grøn eller sort te, som er tilsat en smag i form af aromatiske olier eller urter og blomster. Den mest kendte og elskede er nok te med citrusolie fra bergamotfrugten kaldet Earl Grey.