Fisken er en både lækker og mager fisk med hvidt, fast kød, der minder om torskens. Salaten med de bagte krydderurter, er så dejligt mættende, at den også er velegnet som hovedmåltid.
Ingredienser til salaten
- 1 stort salathoved eller blandede salater efter smag
- 1 dl smuttede mandler
- Koldpresset jomfruolivenolie
- 1 bundt frisk dild
- Skal og lidt saft af 1 økologisk citron
- Flagesalt
- Friskkværnet sort peber
Ingredienser til tilberedning af fisken
- 450 g lange- eller torskefilet
- 1 håndfuld frisk dild
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 1 fed hvidløg
- Skal af 1 økologisk citron
- Saft af ½-1 økologisk citron
- ½ dl koldpresset jomfruolivenolie
- Flagesalt
- Friskkværnet sort peber
- 1 dl solsikkekerner
- 1 bananskalotteløg
Opskrift
- Læg langefileten på bagepapir i et fad. Kom dild, persille, hvidløg, citronsaft og fintrevet -skal, olivenolie samt salt og peber i foodprocessoren og kør, til du har en grovhakket krydderurteblanding.
- Rist solsikkekernerne let gyldne på en tør pande og pil og hak skalotteløget fint. Vend begge dele i blandingen.
- Smør toppingen på fisken og bag den i ovnen i ca. 18-20 minutter ved 200 grader. Tjek med en lille kniv, at fisken er, som du vil have den, ellers giv den et par minutter til. Lad fisken køle af, til den er lun.
- Vend imens de smuttede mandler i lidt olie og steg dem ved svag varme på en pande i lang tid. Hold øje med dem, de skal være lysebrune i farven. Bliver de mørke, bliver de bitre. Tag dem af panden og lad dem køle af.
- Skyl salaten, slyng den tør, bræk den i stykker og fordel den på et fad. Bland salaten med finthakket dild og fintrevet citronskal.
- Fordel den lune lange i pæne stykker over salaten. Dryp med lidt olie og citronsaft. Drys med salt og peber samt de ristede mandler og servér.