Undgå unødvendige kemikalier i din hverdag. Det er et af hovedbudskaberne i en ny pjece om hor-monforstyrrende stoffer, som Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Fødevaredirektoratet sender ud i dag. Pjecen giver en kort status over den viden, vi har om hormonforstyrrende stoffer. Og den giver svar på en række spørgsmål.
”Jeg lægger stor vægt på at vi hver især har mulighed for at undgå unødvendige kemikalier i vores hverdag. Derfor har Miljøstyrelsen sammen med Sundhedsstyrelsen og Fødevaredirektoratet lavet den nye pjece til forbrugerne om hormonforstyrrende stoffer,” siger miljøminister Hans Chr. Schmidt. ”Det er vigtigt for mig, at forbrugerne får viden, som hjælper dem med at leve miljøven-ligt. Det gør pjecen på en god og overskuelig måde.”
Pjecen, som hedder ”Stof til eftertanke – fakta om hormonforstyrrende stoffer”, retter sig først og fremmest mod gravide og forældre med små børn. Pjecen giver lettilgængelig og sammenhængende information om de eventuelle risici for sundhedseffekter fra forskellige produkter, fra fødevarer og fra miljøet.
Pjecen fortæller kort om den viden, vi har om hormonforstyrrende stoffer i dag, og giver nogle gode råd til forbrugere, der vil være ekstra forsigtige og skåne miljøet mest muligt.. Pjecen suppleres med en lang række uddybende informationer om hormonforstyrrende stoffer på Miljøstyrelsens hjemme-side.
Vi ved stadig kun lidt om, i hvilket omfang de hormonforstyrrende stoffer i vores omgivelser kan påvirke menneskers sundhed. Af den grund er der brug for flere undersøgelser og mere forskning. En lang række hormonforstyrrende stoffer er dog allerede forbudt eller reguleret af myndighederne. Nogle af de stoffer, som vi anser eller mistænker for at være hormonforstyrrende, er for eksempel organiske tributyltinforbindelser, dioxiner, PCB, DDT og DDE. For alle disse stoffer gælder, at det både er forbudt at anvende dem eller at udlede dem til miljøet. For andre stoffer gælder regler, som begrænser brugen og udledningen til miljøet.
Pjecen kan fås på biblioteker og apoteker over hele lande, hos lægen eller hos jordemoderen. Pjecen findes også i en elektronisk version på internettets store sundhedsportaler og på Miljøstyrelsens hjemmeside. Her kan også finde yderligere information om ar-bejdet med hormonforstyrrende stoffer. Pjecen kan bestilles i Miljøbutikken, tlf. 33 95 40 00 eller per e-mail: butik@mim.dk.