Klageportalen 'ODR - Online Dispute Resolution' eller på dansk 'Onlinetvistbilæggelse' er en gratis service, som kan hjælpe til dig, der vil klage over en vare eller tjeneste, du har købt på nettet af en sælger i et andet EU-land. På klageportalen kan du indgive en klage på dit eget sprog, hvorefter klageportalen oversætter klagen maskinelt til sælgerens sprog, og sender sagen videre til det relevante klageløsningscenter eller klagenævn.
"Forbrugere får dermed en nem, hurtig og billig adgang til at løse uenigheder uden at gå i retten" skriver Forbruger Europa.
Når virksomheden modtager din klage via portalen, så kan virksomheden foreslå, hvilket klageløsningscenter eller klagenævn, der skal behandle klagen. Hvis du accepterer den valgte klageinstans, så bliver klagen videresendt dertil. Den pågældende klageinstans vil da behandle klagesagen.