Myntefamilien
Mynte er oprindeligt fra områder omkring middelhavet, hvor den vokser vildt. I dag dyrkes og nydes mynte over det meste af verden, og er som krydderurt især populær i asiatiske og mellemøstlige køkkener.
Mynte har været flittigt forædlet og findes i dag i et stort udvalg af varianter. De bedst kendte er rosenmynte, grøn mynte, krusemynte og pebermynte. Men i myntefamilien finder man også spændende, aromatiske sorter, der hver især udmærker sig ved at dufte og smage forskelligt. Sorterne går under sigende navne som ananasmynte, chokolademynte, jordbærmynte, grapefrugtmynte, æblemynte, appelsinmynte, ingefærmynte, hestemynte, thaimynte, marokkansk mynte og schweizisk mynte samt vilde sorter som engmynte og vandmynte.
Den store variation gør mynte til en yderst alsidig og anvendelig krydderurt, og da sorternes blade, blomster og tæthed også varierer fra sort til sort, er mynte også en smuk og dekorativ prydplante at have stående i potter på altan og terrasse.
Dyrkning af mynte
Det er nemt at dyrke duftende mynte, for den lille, smukke urt er hårdfør og kræver stort set ingen pasning. Mynte sås i foråret i potter inden døre. Den vokser hurtigt og sætter udløbere, hvorfor mange vælger at have mynte stående i krukker, så man ikke ender med at den lille urt har spredt sig ud over hele bedet.