Retfærdig fordeling af fællesudgifter 

Hej Ingrid,
Jeg er i tvivl om hvad der er ret, rimeligt og retfærdigt i forbindelse med fordeling af fællesudgifter mellem min kæreste og jeg. Vi har boet papirløst sammen i 15 år og har et fælles barn på 13 år.
Sammen ejer vi et hus, vi står begge på skødet og ejer hver halvdelen. Vi har også hver betalt halvdelen af huset, der nu er uden gæld. Huset er det eneste vi ejer fælles.
Vi har hver sin økonomi. Vi har en fælles konto til betaling af fælles faste udgifter samt mad og husholdning. Vi har ikke samme indkomst. Han arbejder 37 timer om ugen og jeg arbejder 29,5 timer om ugen. Af og til arbejder han i udlandet og er bortrejst i uger/måneder.
Men hvad er ret, rimeligt og retfærdigt? Skal vi indbetale lige meget til fælleskontoen? Skal vi indbetale i forholdet 37/29,5? Eller i forhold til indkomsten?
Den der arbejder ude, arbejder ikke hjemme. Den der arbejder hjemme, arbejder ulønnet til fordel for hele familien ... Ja, du kan måske læse min holdning mellem linierne, men hvad mener du er rimeligt?

__________________________________________


Tak for dit spørgsmål.
Jeg vil gerne forsøge at give et bud på hvad jeg mener er ret og rimeligt i situationen, men jeg vil samtidig sige, at jeg i min egenskab af psykolog, næppe er istand til at give dig et svar, som er psykologfagligt funderet.
Dit spørgsmål er primært et spørgsmål om holdninger og du vil sikkert få forskellige svar alt efter, hvem du spørger - uanset deres faglige baggrund.
Jeg vil, i mit svar tage udgangspunkt i at du i dit brev giver udtryk for at være utilfreds med den nuværende ordning m.h.t fordeling af fællesudgifterne. Du mener at du arbejder gratis i hjemmet, mens din kæreste arbejder ude, hvorved han tjener mere end dig. Din kæreste har derfor flere penge tilovers til eget forbrug end du har, hvis I indbetaler lige meget til fællesudgifterne.
Du oplyser ikke i dit spørgsmål om det er efter eget ønske, at du arbejder færre timer ude end din kæreste, og hvorvidt det er efter fælles overenskomst, at du lægger flest arbejdstimer i hjemmet og familien, evt. fordi det betyder mest for dig. Jeg kan heller ikke, af det du skriver, se hvordan I er nået frem til nuværende fordeling og om du længe forgæves har prøvet at få din kæreste til at forstå, at du er utilfreds med den nuværende fordeling.
Jeg har spurgt forskellige kærestepar, der ligesom jer har adskilt økonomi, og der er virkelig mange forskellige bud på hvad man opfatter som retfærdigt i den forbindelse. F.eks. synes nogle at situationen en en anden, hvis kæresten bruger alle "sine" pengene på sig selv, eller kommer de også dig tilgode f.eks i forbindelse med at I går ud og spiser, tager på rejser osv.?
Min fornemmelse er, at du har meget brug for den form for retfærdighed, at ingen af jer skal have mere end den anden. Men at du lige nu oplever at din kæreste har alle fordelene ved den fordeling I har i øjeblikket. Hvis min opfattelse er rigtig forstået så må den mest retfærdige fordeling for jer være i forhold til indkomsten. Tilbage står så, at du som har færrest arbejdstimer ude også skal have en form for økonomisk kompensation for de flere arbejdstimer du ligger i hjemmet.
Jeg vil anbefale, at I, for at få klarhed over hvad der gemmer sig i dit behov for fuld retfærdig, må finde et tidspunkt hvor gemytterne er i ro og få talt om hvad I kan gøre ved din utilfredshed med nuværende ordning.
Det er vigtigt, at du i den forbindelse, først lytter til hvad din kæreste siger til de forslag du har. Lad være med at tage det personligt, hvis han er uenig med dig. Find frem til det bedste kompromis I kan blive enige om, uden fordømmelse af den andens synspunkter.
Derefter må du gøre op med dig selv om du kan/vil leve med det der er muligt at blive enige om i jeres forhold.
Jeg vil tilføje, at når jeg, når jeg læser dit spørgsmål med psykologbrillerne på, tænker at der er nogle advarselslamper der står og blinker omkring jeres parforhold; Hvis I er nået derhen hvor alt skal gå lige op, når det handler om hvormeget arbejde I hver især yder til familien, så bliver det i mine øjne måske en anelse for købmandsagtig...
Det bedste vil være hvis I hver især byder ind med det I har at tilføre forholdet. Der skal selvfølgelig være fornuft i fordelingen af fællesudgifterne og i hvor meget I hver især yder til forholdet.
Her kommer så et velmenende advarselsskilt ind:
Hvis det bliver for milimeteragtigt mht. at opnå retfærdighed, kan resultatet let blive dræbende for kærligheden og for glæden ved at være der for hinanden, og dræbende for den gensidige tillid og respekt, som er fundamentet for et godt kæresteforhold. Det er vigtigt at man bibeholder det storsind, som I i starten af jeres forhold, også havde overfor hinanden. Her mener jeg naturligvis uden at være naiv eller tossegod.
Mit råd er at du får en god snak med din kæreste og fortæller, at det nager dig, at du oplever jeres nuværende ordning som uretfærdig. Få lavet en ordning som I begge syntes er så retfærdig som muligt. Husk at i et velfungerende parforhold, må der nødvendigvis indgåes en masse kompromisser. Retfærdighed i et parforhold er en meget relativ størrelse, og livet vil nok aldrig være retfærdigt ret længe af gangen.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke til at komme til bunds i dit problem med din kæreste, så I kan nyde at være sammen i den lille familie.

Mange kærlige hilsner