ERROR: Content Element with uid "2420" and type "mailform" has no rendering definition!

Kategori: Psykolog
Hun går for meget på kompromis
Hun går for meget på kompromis 

Hun går så meget på kompromis med sine egne ønsker, at hun mister sig selv og sit forhold ...

Kære Ingrid.

Jeg er en kvinde midt i tyverne, som på snart tredje år bor sammen med min et år yngre kæreste.
Da vi mødtes var det kærlighed ved første blik og jeg var så beæret over at han ville have mig, og havde bange anelser om, at han nok ikke var reel, for hvad ville så dejlig en fyr med en som mig. Ja, mit selvværd er ikke det bedste...
Jeg lagde dog alle fordomme om flotte fyre på hylden og lod tvivlen komme ham til gode. Og heldigvis!! Han havde ingen forkerte hensigter, tvært imod var han dybt forelsket i mig og er det stadigvæk. Det er jeg på ingen måde i tvivl om.
Nu er situationen desværre bare sådan, at vi ikke kan finde ud af det sammen. Jeg elsker ham meget højt, og kan sagtens forestille mig at jeg skal giftes med ham og have børn med ham. Og i starten af vores forhold, inden vi flyttede sammen, var vi det par som mine singleveninder ønskede at blive, når de fandt en kæreste. Det fortalte de flere gange. Nu tror jeg ikke der er nogen der ønsker sig vores forhold …

Efter vi flyttede sammen begyndte det at gå ned af bakke. Vi havde aldrig haft et skænderi, men det skal jeg love for at vi har nu. Vi bliver tit uenige om småting. Jeg er dårlig til at tage imod kritik, selv hvis den er konstruktiv. Og jeg øver mig meget i at kontrollere mit humør, så jeg ikke bliver pige-sur i tide og utide.
I starten troede jeg, at det var småting, men jo mere vi skændtes, blev jeg i tvivl om vi overhovedet var gode for hinanden. Jeg tænkte, og tænker stadig, jamen kan man ikke godt elske hinanden højere end noget andet og så dur det bare ikke alligevel? Men det vil jeg ikke acceptere!
Desværre har alle diskussionerne og skænderierne bare resulteret i at jeg nu tænker dagligt: "Er det ham jeg skal alle de her ting med, som at få børn osv.?".
Det skal nævnes, at jeg i lang tid har forsøgt at finde mig en praktikplads som fotograf, uden held. Jeg er derfor startet på lærerseminariet, for jeg vil gerne have en uddannelse, men min fotografdrøm er stadigvæk meget meget intakt! Det er min drøm. Min kæreste er i gang med sin kandidat og er færdiguddannet om halvandet år. Derudover er han i direktionen i et firma, oprettet af studerende. Han bruger meget tid på arbejde og skole, og det har jeg fuld forståelse for. Han er meget, meget dygtig!
Men jeg begyndte for et halvt års tid siden, at tænke over min egen situation og vores forhold. Når vi begge var hjemme, så skændtes vi. Og størstedelen af tiden sad jeg alene i lejligheden. Jeg har aldrig været god til at være alene. Jeg føler mig hurtigt ensom og bliver ked af det.
Nu er jeg som sagt startet på lærerseminariet i en anden by, hvor mit arbejde også er. Det er byen vi begge kommer fra, men vi er flyttet til en større by begge to, inden vi mødte hinanden. Nu sidder jeg så her i lejligheden, og alle de veninder der boede her, da jeg flyttede hertil, er enten gledet ud i sandet eller er flyttet til andre byer. Jeg har altså kort sagt ikke meget tilbage her og har ikke meget grund til at bo her, andet end min kæreste naturligvis. Og hvis det så bare opvejede alt det andet, så var problemet jo ikke så stort, men han er ikke meget hjemme.
Jeg har forsøgt at finde mig nogle interesser, men jeg bliver konsekvent bare ked af det, når han går, og jeg græder rigtig meget. Til stor sorg for ham også.

Jeg har foreslået ham om vi kunne flytte til en anden by tættere på min skole. Det er han ikke interesseret i, da han da vil være alt, alt for meget væk hjemmefra. Det forstår jeg godt. Så har vi snakket om, at flytte hver for sig, men stadigvæk være kærester. Det vil jeg ikke! Jeg kan ikke undvære ham i min hverdag. Og jeg kan frygte for om vi så nogensinde kommer til at se hinanden.
Og pludselig slår det mig. Hvor er jeg i alt det her? Jeg går på kompromis, for at kunne være sammen med ham, men det går ikke den anden vej. Hans liv er i øjeblikket perfekt og alt går i den rigtige retning for ham med karriere osv. Jeg er meget glad på hans vegne, men føler jeg er gået i stå. Og er ikke længere sikker på, hvem jeg er i alt det her.
Endnu et problem er, at han har fortalt at han ikke vil have børn før han er i slutning af tyverne. Det synes jeg er meget lang tid.
Mit spørgsmål er såmænd bare, hvordan skal jeg gribe tingene an? Jeg ønsker slet ikke at gå fra ham....
Mange venlige hilsner og stort håb om hjælp.
_____________________________________________


Kære fortvivlede pige.

Tak for din meget lange og indsigtsfulde mail. Du er allerede på mange måder helt klar over hvor skoen trykker i dit parforhold, men nok i mindre grad klar til at tage konsekvensen af din indsigt.
Jeg skal forsøge så godt jeg kan at give dig de skub, som det ser ud til du har brug for i din nuværende situation.
Din beskrivelse af det forløb du og din kæreste har gennemløbet, forklarer meget godt hvorfor du er havnet i den situation du er havnet i: Jeres liv er indrettet, så det passer ham bedst muligt og det meste foregår og er tilrettelagt, på hans præmisser.
Allerede indledningsvist fortæller du, at du i starten slet ikke kunne forstå hvad en så dejlig fyr ville med dig, men at du alligevel lod dine fordomme mod flotte fyre komme ham til gode. Men som du selv skriver, er dit selvværd ikke særlig stort. Nok skændes I om alt, men det ser alligevel ud til, at det stort set bliver som din kæreste ønsker det skal være, og som det passer ham bedst.

Dit manglende selvværd har sikkert været en væsentlig årsag til, at du er havnet i en både umulig og uværdig situation. Din drøm om at blive fotograf, kan ikke realiseres lige nu og du er begyndt på en uddannelse i en anden by, end den I bor i. Du vil gerne I skulle flytte nærmere til dit uddannelsessted, men det ønsker din kæreste ikke. Du føler dig nu meget alene i den by I bor i, hvor du ikke har nogen nære veninder, og din kæreste er kun meget lidt hjemme. Du har forsøgt at finde nogle interesser, men er i stedet bare blevet mere og mere ked af det. Du skriver at du græder rigtig meget, noget der går din kæreste meget på.

Hvis jeg skal definere din problemer, mener jeg at ..:
• du har mistet dig selv og dit eget liv, i ønsket om at holde på din kæreste.
• du har ikke mere egne venner og interesser, der gør at du står som et selvstændigt individ, ligeværdigt ved siden af din kæreste.
• du hænger dit liv helt op på ham, på hvor meget han er hjemme, og græder over at være så meget alene.

Disse tre dele af dine problemer, kan blive begyndelsen til enden på jeres forhold. Jeres forholdet er helt ude af balance, hvor du bliver ynkelig og en plage for din kæreste, frem for at være en ligeværdig partner, der kan stå på egne ben. Du skriver at du græder meget, hvilket er det værste de fleste mænd ved. De fleste mænd vil helst se deres kæreste glad, og føler det ofte som afpresning, når kæresten græder for meget.
Mit råd til dig når du er ked af det, at du i stedet for at græde, som ofte kan være en måde at give op på, at du i stedet tænker, hvad kunne ændre på din tilstand af "ked af det hed", sådan der i stedet kommer noget handling ind, der kan ændre på den ulykkelige situation.

Du skriver, at du har et stort håb om hjælp. Jeg vil prøve, selvom du måske hellere vil høre noget andet.
Mit råd er: At du indser at du må i gang nu med at skabe dit eget liv, finde noget der kan give dit liv mening, finde nogle nye venner gennem noget du går i gang med. Flytte hen til den by, hvor du går i skole for at være med i livet der. Der er ingen vej frem ved at sidde alene de fleste aftener i en lejlighed og være ked af det. Der er heller ingen vej fremad ved at prøve at tvinge din kæreste til at være mere hjemme, det vil kun øge jeres skænderier.

Du må først og fremmest finde et liv der er dit, det kunne måske give dit nuværende forhold en ny chance. Ellers tror jeg din kæreste vil være endnu mindre hjemme. Hvem har lyst til at være sammen med en der altid er ked af det, samtidig med at I altid skændtes.

Og endelig lad med at tale med din kæreste om børn, som situationen er lige nu. Et barn vil let komme til at isolere dig endnu mere. Og det er aldrig en god ide at presse en mand til at få børn, før de er modne til det, og det er nok hyppigst sidst i tyverne, omkring de tredive, for mange mænd endda senere.
Hvis du følger mine råd og skaber dit eget liv, hvor du kan stå på egne ben, vil det styrke både dit selvværd og din selvtillid. Dette kan være med til at give en ny ligeværdighed i jeres forhold. Den selvrespekt du har mistet i forholdet til din kæreste skal genvindes før du kan forvente din kærestes respekt for dig og dine behov.

Så du må i gang hurtigst muligt med at skabe et godt liv for dig, jeg håber det lykkes for dig. Det kræver en masse vilje og mod til at se tingene i øjnene. Men du er ung og kan nå at få det liv du ønsker, når du indser styrken i, at du ikke kan hænge dit liv op på en partner. Du har styrken, du skal bare genfinde den og have tro og håb nok til at det vil lykkes..

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke.

De varmeste håb for din fremtid,

Takt og tone
Brevkassen: Blomst i knaphullet? 

Skal et eventuelt skærf matche min kærestes kjole, eller må det være sort som min butterfly? Forfatter og ekspert i festens traditioner, Sanne Udsen, besvarer spørgsmålet.

Læs mere
Parforhold
Hun flirter mens ægteskab vakler 

Efter længere tids flirten med en kollega, er hun i tvivl om hun skal forfølge sin drøm og se om det kan udvikle sig til mere - eller om hun skal koncentrere sig om sit vaklende ægteskab.

Læs mere
Bryllupsfest
Takt og tone når bedsteveninden og ekskæresten skal giftes 

Hvordan opfører man sig, når man er inviteret til bryllup, hvor bruden er ens bedste veninde og gommen er en gammel ekskæreste?

Læs mere
Parforhold
Ensomhed i ægteskab 

Efter nogle års samliv er hendes mand begyndt at ændre adfærd. Han er kold, afvisende, opfarende og kun optaget af sig selv. Hun føler sig udnyttet og så ensom i sit ægteskab, at hun overvejer at forlade ham. Læs parterapeut Peter Kongshaugs svar.

Læs mere
Jul
Firmajulefrokost - Skal, skal ikke? 

Fra brevkassen: Er man en dårlig kollega, hvis man ikke tager til julefest?

Læs mere
Parterapeut
Venindens nye kæreste er selvoptaget og egoistisk 

Hvad gør man, når ens nære veninde har fået en kæreste, man ikke bryder sig om? Læs terapeut Peter Kongshaug svar i brevkassen.

Læs mere
Parterapeut
Han vil ikke fortælle, hvad der er galt 

Fra brevkassen: Hvad gør man, når ens mand pludselig er fraværende og virker trist, men ikke vil fortælle, hvad der er galt?

Læs mere
Parterapeut
Terapeutens brevkasse: Lyver han? 

Hun har modtaget en kryptisk besked fra kvinde, som kender hendes kæreste. Men kæresten nægter bekendtskabet, og nu er hun i tvivl om, hun skal, på egen hånd, skal finde ud af hvem kvinden er.

Læs mere
Parterapeut
Terapeuten: Derfor har skilsmissebørn en øget risiko for overvægt  

En ny undersøgelse konkluderer, at skilsmissebørn oftere er overvægtige end børn, der bor med begge forældre. Parterapeut Peter Kongshaug ser tendensen som et udtryk for, hvor udfordret børn i skilsmisser ofte er.

Læs mere
Parterapeut
Skal hun kæmpe eller søge skilsmisse? 

Med en datter i dyb krise, burde det være en fælles kamp at holde sammen på familien. Men hendes mand har kun foragt tilovers for deres datter, hvilket igen og igen munder ud i skænderier. Hun føler sig alene i kampen for børnenes trivsel og overvejer nu at lade sig skille.

Læs mere
Nye Bøger
Kategori: Psykolog
Hun går for meget på kompromis
Hun går for meget på kompromis 

Hun går så meget på kompromis med sine egne ønsker, at hun mister sig selv og sit forhold ...

Kære Ingrid.

Jeg er en kvinde midt i tyverne, som på snart tredje år bor sammen med min et år yngre kæreste.
Da vi mødtes var det kærlighed ved første blik og jeg var så beæret over at han ville have mig, og havde bange anelser om, at han nok ikke var reel, for hvad ville så dejlig en fyr med en som mig. Ja, mit selvværd er ikke det bedste...
Jeg lagde dog alle fordomme om flotte fyre på hylden og lod tvivlen komme ham til gode. Og heldigvis!! Han havde ingen forkerte hensigter, tvært imod var han dybt forelsket i mig og er det stadigvæk. Det er jeg på ingen måde i tvivl om.
Nu er situationen desværre bare sådan, at vi ikke kan finde ud af det sammen. Jeg elsker ham meget højt, og kan sagtens forestille mig at jeg skal giftes med ham og have børn med ham. Og i starten af vores forhold, inden vi flyttede sammen, var vi det par som mine singleveninder ønskede at blive, når de fandt en kæreste. Det fortalte de flere gange. Nu tror jeg ikke der er nogen der ønsker sig vores forhold …

Efter vi flyttede sammen begyndte det at gå ned af bakke. Vi havde aldrig haft et skænderi, men det skal jeg love for at vi har nu. Vi bliver tit uenige om småting. Jeg er dårlig til at tage imod kritik, selv hvis den er konstruktiv. Og jeg øver mig meget i at kontrollere mit humør, så jeg ikke bliver pige-sur i tide og utide.
I starten troede jeg, at det var småting, men jo mere vi skændtes, blev jeg i tvivl om vi overhovedet var gode for hinanden. Jeg tænkte, og tænker stadig, jamen kan man ikke godt elske hinanden højere end noget andet og så dur det bare ikke alligevel? Men det vil jeg ikke acceptere!
Desværre har alle diskussionerne og skænderierne bare resulteret i at jeg nu tænker dagligt: "Er det ham jeg skal alle de her ting med, som at få børn osv.?".
Det skal nævnes, at jeg i lang tid har forsøgt at finde mig en praktikplads som fotograf, uden held. Jeg er derfor startet på lærerseminariet, for jeg vil gerne have en uddannelse, men min fotografdrøm er stadigvæk meget meget intakt! Det er min drøm. Min kæreste er i gang med sin kandidat og er færdiguddannet om halvandet år. Derudover er han i direktionen i et firma, oprettet af studerende. Han bruger meget tid på arbejde og skole, og det har jeg fuld forståelse for. Han er meget, meget dygtig!
Men jeg begyndte for et halvt års tid siden, at tænke over min egen situation og vores forhold. Når vi begge var hjemme, så skændtes vi. Og størstedelen af tiden sad jeg alene i lejligheden. Jeg har aldrig været god til at være alene. Jeg føler mig hurtigt ensom og bliver ked af det.
Nu er jeg som sagt startet på lærerseminariet i en anden by, hvor mit arbejde også er. Det er byen vi begge kommer fra, men vi er flyttet til en større by begge to, inden vi mødte hinanden. Nu sidder jeg så her i lejligheden, og alle de veninder der boede her, da jeg flyttede hertil, er enten gledet ud i sandet eller er flyttet til andre byer. Jeg har altså kort sagt ikke meget tilbage her og har ikke meget grund til at bo her, andet end min kæreste naturligvis. Og hvis det så bare opvejede alt det andet, så var problemet jo ikke så stort, men han er ikke meget hjemme.
Jeg har forsøgt at finde mig nogle interesser, men jeg bliver konsekvent bare ked af det, når han går, og jeg græder rigtig meget. Til stor sorg for ham også.

Jeg har foreslået ham om vi kunne flytte til en anden by tættere på min skole. Det er han ikke interesseret i, da han da vil være alt, alt for meget væk hjemmefra. Det forstår jeg godt. Så har vi snakket om, at flytte hver for sig, men stadigvæk være kærester. Det vil jeg ikke! Jeg kan ikke undvære ham i min hverdag. Og jeg kan frygte for om vi så nogensinde kommer til at se hinanden.
Og pludselig slår det mig. Hvor er jeg i alt det her? Jeg går på kompromis, for at kunne være sammen med ham, men det går ikke den anden vej. Hans liv er i øjeblikket perfekt og alt går i den rigtige retning for ham med karriere osv. Jeg er meget glad på hans vegne, men føler jeg er gået i stå. Og er ikke længere sikker på, hvem jeg er i alt det her.
Endnu et problem er, at han har fortalt at han ikke vil have børn før han er i slutning af tyverne. Det synes jeg er meget lang tid.
Mit spørgsmål er såmænd bare, hvordan skal jeg gribe tingene an? Jeg ønsker slet ikke at gå fra ham....
Mange venlige hilsner og stort håb om hjælp.
_____________________________________________


Kære fortvivlede pige.

Tak for din meget lange og indsigtsfulde mail. Du er allerede på mange måder helt klar over hvor skoen trykker i dit parforhold, men nok i mindre grad klar til at tage konsekvensen af din indsigt.
Jeg skal forsøge så godt jeg kan at give dig de skub, som det ser ud til du har brug for i din nuværende situation.
Din beskrivelse af det forløb du og din kæreste har gennemløbet, forklarer meget godt hvorfor du er havnet i den situation du er havnet i: Jeres liv er indrettet, så det passer ham bedst muligt og det meste foregår og er tilrettelagt, på hans præmisser.
Allerede indledningsvist fortæller du, at du i starten slet ikke kunne forstå hvad en så dejlig fyr ville med dig, men at du alligevel lod dine fordomme mod flotte fyre komme ham til gode. Men som du selv skriver, er dit selvværd ikke særlig stort. Nok skændes I om alt, men det ser alligevel ud til, at det stort set bliver som din kæreste ønsker det skal være, og som det passer ham bedst.

Dit manglende selvværd har sikkert været en væsentlig årsag til, at du er havnet i en både umulig og uværdig situation. Din drøm om at blive fotograf, kan ikke realiseres lige nu og du er begyndt på en uddannelse i en anden by, end den I bor i. Du vil gerne I skulle flytte nærmere til dit uddannelsessted, men det ønsker din kæreste ikke. Du føler dig nu meget alene i den by I bor i, hvor du ikke har nogen nære veninder, og din kæreste er kun meget lidt hjemme. Du har forsøgt at finde nogle interesser, men er i stedet bare blevet mere og mere ked af det. Du skriver at du græder rigtig meget, noget der går din kæreste meget på.

Hvis jeg skal definere din problemer, mener jeg at ..:
• du har mistet dig selv og dit eget liv, i ønsket om at holde på din kæreste.
• du har ikke mere egne venner og interesser, der gør at du står som et selvstændigt individ, ligeværdigt ved siden af din kæreste.
• du hænger dit liv helt op på ham, på hvor meget han er hjemme, og græder over at være så meget alene.

Disse tre dele af dine problemer, kan blive begyndelsen til enden på jeres forhold. Jeres forholdet er helt ude af balance, hvor du bliver ynkelig og en plage for din kæreste, frem for at være en ligeværdig partner, der kan stå på egne ben. Du skriver at du græder meget, hvilket er det værste de fleste mænd ved. De fleste mænd vil helst se deres kæreste glad, og føler det ofte som afpresning, når kæresten græder for meget.
Mit råd til dig når du er ked af det, at du i stedet for at græde, som ofte kan være en måde at give op på, at du i stedet tænker, hvad kunne ændre på din tilstand af "ked af det hed", sådan der i stedet kommer noget handling ind, der kan ændre på den ulykkelige situation.

Du skriver, at du har et stort håb om hjælp. Jeg vil prøve, selvom du måske hellere vil høre noget andet.
Mit råd er: At du indser at du må i gang nu med at skabe dit eget liv, finde noget der kan give dit liv mening, finde nogle nye venner gennem noget du går i gang med. Flytte hen til den by, hvor du går i skole for at være med i livet der. Der er ingen vej frem ved at sidde alene de fleste aftener i en lejlighed og være ked af det. Der er heller ingen vej fremad ved at prøve at tvinge din kæreste til at være mere hjemme, det vil kun øge jeres skænderier.

Du må først og fremmest finde et liv der er dit, det kunne måske give dit nuværende forhold en ny chance. Ellers tror jeg din kæreste vil være endnu mindre hjemme. Hvem har lyst til at være sammen med en der altid er ked af det, samtidig med at I altid skændtes.

Og endelig lad med at tale med din kæreste om børn, som situationen er lige nu. Et barn vil let komme til at isolere dig endnu mere. Og det er aldrig en god ide at presse en mand til at få børn, før de er modne til det, og det er nok hyppigst sidst i tyverne, omkring de tredive, for mange mænd endda senere.
Hvis du følger mine råd og skaber dit eget liv, hvor du kan stå på egne ben, vil det styrke både dit selvværd og din selvtillid. Dette kan være med til at give en ny ligeværdighed i jeres forhold. Den selvrespekt du har mistet i forholdet til din kæreste skal genvindes før du kan forvente din kærestes respekt for dig og dine behov.

Så du må i gang hurtigst muligt med at skabe et godt liv for dig, jeg håber det lykkes for dig. Det kræver en masse vilje og mod til at se tingene i øjnene. Men du er ung og kan nå at få det liv du ønsker, når du indser styrken i, at du ikke kan hænge dit liv op på en partner. Du har styrken, du skal bare genfinde den og have tro og håb nok til at det vil lykkes..

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke.

De varmeste håb for din fremtid,

Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
^