____________________________________________________
Hej Peter
Jeg skriver og efterlyser dine råd, fordi jeg er så frygtelig ensom i mit kærlighedsforhold.
For få år siden mødte jeg min nuværende mand. Da vi havde været sammen i kort tid fornemmede jeg, at han var psykisk sårbar, og havde flere mørke skyggesider. Han var optaget af at snakke om sin psyke, sig selv og sig selv igen. Langsomt begyndte han at ændre adfærd. Han blev mere kold og vred over selv de mindste ting. Jeg bliver frosset ude, og må kæmpe for forsoning. På nuværende tidspunkt har jeg fundet ud af, at min mand har fyldt mig med den ene løgn efter den anden, om alt muligt. Vel sagtens for at han kunne fremstå perfekt.
Han forlanger indirekte, at jeg skal elske hans børn, mens han er ligeglad med mine. Han har udviklet sig til en beregnende og manipulerende ægtemand. Han er storforbruger af bekræftelse, beundring og er meget optaget af sig selv. Han gider kun det han selv synes er sjovt, og det er film og Facebook. Hvis jeg nævner rengøring, så er helvede løs med vrede, surmuleri og hvad jeg oplever som afstraffelse. Hans adfærd minder om den man kan opleve, når man beder en 10-årig dreng rydde op.
Min mand er for et år siden blevet diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse, angst m.m. Siden han har fået diagnosen, er han blevet mere modbydelig i sine samtaler med mig. Et eksempel er en aften, hvor vi forsøger at have sex. Han kan så ikke gennemføre pga. impotens, hvorefter han siger, at han ikke vil gå i seng med mig mere. Jeg blev ramt, og blev voldsom ked af det, men også fortørnet over hans måde at behandle mig på. Da vi var blevet forsonet, spørger jeg ham, om han tænker på hvad hans ord gør ved mig. Han svarer, at det gør han ikke, og at han til gengæld synes det er synd for ham selv. Og videre siger han at, når jeg indimellem er syg, så får han ondt af sig selv, fordi så ved han, at han skal gøre noget for mig.
Når vi er sammen med andre, hvilket er sjældent, fordi han ikke har lyst, så er han så venlig, hjælpsom og sidder med hånden på min skulder. Det er bare så falskt.
Der er så meget mere i min historie. Jeg kunne efterhånden lave en ph.d-afhandling om min mand og hans adfærd. Jeg er så ensom. Føler mig uelsket og misbrugt af hans behov for at nedgøre og manipulere. Hvad er det for en mand, jeg er gift med? Hvorfor er han så uempatisk? Jeg kan ikke lade være med at tænke, om psykiateren måske har overset, at han også har nogle psykopatiske træk.
På nuværende tidspunkt har jeg planer for en fremtid uden ham. Jeg kan mærke, hvor meget han trækker mig ned. Jeg er blevet mere ked af det, vejrer hele tiden stemningen, fordi hans humør kan vende på et splitsekund. Det er svært at få kærligheden til at vokse, og finde nogen form for stabilitet. Jeg bliver så trist og ensom indeni. Status på de år vi har været sammen er, at det hele har handlet om min mand, og intet om mig eller os. Alt handler om ham og han han forventer min fulde opmærksomhed, når han har angst, er ked af det m.m. Så jeg skal altid være klar til, at redde ham, mens han aldrig gider høre på mig, eller om mig. Hvordan jeg har det, er fuldstændig ligegyldigt i hans optik.
Jeg skriver, fordi jeg har brug for at høre, om det er mig, der tager fejl, når jeg tænker, at jeg måske fortjener bedre. Problemet er, at jeg føler mig så manipuleret, at jeg ikke længere føler mig sikker på noget.
Håber du kan hjælpe mig med råd til, hvordan jeg kommer videre.
Mange hilsner
____________________________________________________
Tak for din mail til brevkassen.
Et parforhold er to mennesker, der søger hinanden. De er tilgængelige for hinanden i deres partnerskab ved blandt andet at bo sammen og her dyrke, pleje og nyde et gengældt følelsesliv. Forudsætningen for at det fungerer er, at parterne har nogenlunde samme ambitioner omkring forholdet, og begge er indstillet på at yde for at lykkes. Hvis kun den ene part har ambitioner og er alene om at yde, så er det ikke et parforhold, men den enes drøm, som den anden kan snylte på.
Når jeg læser dit brev, kan ikke lade være med at tænke, at du er en sommerpige, der på din cykel kredser om din udkårne. Men han er, som du beskriver det, en tvær og selvcentreret 10-årig, der intet opfatter. Han er kun optaget af selv og sin egen uformåenhed.
Som voksen mand, kan jeg kun sørge over al din skønne tilgængelighed, som bare bliver negligeret og forsømt. Det er trist at læse, hvordan al din mildhed ikke bliver bemærket, værdsat og nydt. End ikke et par potenspiller, sætter han i spil (og lad mig lige indskyde, at potenspiller altså ellers virker som de skal. Og nej, han kan ikke undskylde det med, at de er dyre at anskaffe. På recept, skal han kun betale omkring 70 kroner for en pakke). Kunne han, bare et øjeblik, huske hvor heldig en mand han er, så skulle han prøve en potenspille. Lur mig om han herefter ikke ville have meget nemmere ved, at få øje på de mange, skønne muligheder og positive sider af livet i et parforhold.
Men din mand sidder bare i sin tilbagetrukne selvutilstrækkelighed, blot for at trøste sig over sin storslåede svaghed. Sorry. Han er ikke blevet kold. Han er, hvad han er, og det er han desværre ikke alene om. Mange mænd går i stå, bliver frustrerede og paralyseret over deres manglende formående. I stedet for at håndtere deres problemer, retter de deres frygt og vrede mod deres oversamarbejdende hustru. Her i parforholdet, hvor han bliver mødt af din velvillighed og tålmodighed, får han, som en lille gangsterkonge, afløb for sine frustrationer. Og han forventer, at du finder dig i det, fordi du er sød, pligtopfyldende og fordi alle parforhold bygger på et fundament af afhængighed. Det er denne afhængighed, han udnytter for at opnå følelsen af magt.
Dette spil kan, hvis der ikke bliver grebet ind, vare hele livet, mens du langsomt brænder ud. Derfor er det kun sundt, at du overvejer at gå. Men inden du træffer den beslutning, så overvej om din kærlighed skal have endnu chance. I så fald, har jeg en plan. Du skal dog vide, at når du først har besluttet dig for at føre planen ud i livet, så kan du ikke bare ombestemme dig igen. Du skal have bestemt dig, for det er alt eller intet. Planen hedder: Giv ham kamp til stregen.
Sådan gør du: Læg ud med at forstyrre ham, mens han ser en film. Du er fuldstændig ligeglad. Stil ham et spørgsmål og bliv ved med at spørge til han svarer, eller orienter ham om, at du ønsker, at han rydder op og tømmer skraldespanden. Tal til ham med tydelig og alvorlig stemme. Bliv ved med at tale til ham, og fortsæt til du kan mærke, at han hidser sig op. Inden han eksploderer, så træk dig. Når han er faldet til ro, så forstyr ham igen. Sig, at der er ting, der skal snakkes om og afklares. Når han igen farer op, så sig: ”Jeg savner dig!”, og efter en kort pause: ”DU er min, jeg har ingen anden”. Slut der, og tag dig tid til at forberede dig til næste runde.
Allerede over morgenmaden går du til ham igen. Afkræv ham nogle aftaler. Lad ham mærke, du er rykket ind på livet af ham. NU vil du have et samliv.
Send et par sms´er til ham i løbet af dagen. Skriv, at du savner ham, og mind ham om nogle praktiske opgaver, du gerne vil have, han tager sig af. Spørg ham til råds eller fortæl om en feriemulighed mv.
Om aftenen viser du ham et billede af en kjole, du overvejer at købe. Fortæl ham om noget, du har tænkt over. Mas dig ind på livet af ham - uanset hvad han laver af små selvstimulerende, afledende manøvre. Og når han kommer med sine bebrejdende udbrud, så sig: ”Jeg kan mærke, at du bliver vred over jeg snakker med dig, det overrasker mig. Hvem skal jeg ellers snakke med om det liv, jeg har med dig?” Når du fornemmer han har fået nok, så slip det, og tag dig igen tid til at forberede, hvordan du vil komme igen dagen efter.
Det er vigtigt, at du aldrig bebrejder ham noget, aldrig bliver ophidset. Du skal holde dig til det, du taler om stille og roligt. Du skal gribe ind i hans komfortzone, noget han troede, du aldrig ville vove. Han tror, at han med ophidselse, vrede og bebrejdelser kan styre dig og alt, hvad du har gang i. Men når han fremover forsøger, så smiler du bare. Hans negative adfærd har ikke længere nogen magt over dig. Du respekterer din kærlighed. Du er optaget af dens udfoldelse, og du bliver ved med at insistere på, at I får en ordentlig kontakt indtil den indfinder sig, eller til du erkender, at I enten er klar til en masse parterapi eller en skilsmisse.
Husk, at du er ok. Han er, som han er, og er kørt ind i en uinteressant, invaliderende blindgyde, han ikke selv kan komme ud af. Selvfølgelig har han ret til at sidde midt i sin familie og læse Facebook opslag, men er det godt for jeres børn? Er det godt for dig? Synes han selv, at han er en god rollemodel?
Vil han sin familie?
Vil han dig?
Er han opmærksom på, hvad du vil?
De bedste hilsner
Peter Kongshaug
Privatpraktiserende psykoterapeut og parterapeut
