Ætser tændernes emalje
Opkvikkende og vanedrikkende energidrikke kan være særdeles skadelige for tænderne. Det viser en ny undersøgelse af 25 populære energidrikke fra mærker som Red Bull, Monster, Cult, Burn og Nutramino, som DTU Kemi har lavet for Tandlægeforeningen. Nogle indeholder sukker, andre er sukkerfri. Alle har en lav pH-værdi mellem 2,7 og 3,8 og en betydelig såkaldt bufferkapacitet, hvilket kan føre til syreskader på tænderne. Burn Energy Drink Original skiller sig ud ved både at have den laveste pH-værdi og højeste bufferkapacitet af alle de testede energidrikke.
"Undersøgelsen bekræfter vores mistanke om, at energidrikke kan være farlige for tænderne. Energidrikke kan ætse tændernes emalje, og drikker man dem ofte og over lang tid, kan det føre til, at man fx skal have tandkroner og facader på tænderne," advarer Tandlægeforeningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg.
Er din energidrik på listen?
Tjek Tandlægeforeningens hjemmeside, hvor du kan se alle resultaterne af undersøgelsen: Test 25 energidrikke
Flere får syreskader
En rundspørge, som Tandlægeforeningen for nylig har gennemført blandt ca. 400 tandlæger, viser, at 98 procent af de adspurgte tandlæger har patienter med syreskader. Næsten tre ud af fire svarer, at antallet af patienter med syreskader er steget de seneste ti år. Samtidig stiger salget af energidrikke. Ifølge DTU Fødevareinstituttet er mængden af energidrikke, der sælges i Danmark, firedoblet fra 2010 til 2016 – fra ca. fire millioner liter i 2010 til lidt over 16 millioner liter i 2016. Og i 2021 forventes salget at være steget til 25 millioner liter.
Sådan kan du forebygge syreskader:
- Begræns indtaget af læskedrikke – også lightprodukter
- Synk væsken med det samme og skyl den ikke rundt i munden
- Drik ikke i mange små slurke over lang tid
- Drik væsken med sugerør – placer sugerøret langt tilbage i munden
- Drik hellere læskedrikke til et måltid end alene
- Skyl munden med vand, lige efter der har været noget surt på tænderne
- Børst tænder med fluortandpasta mindst to gange om dagen i to minutter hver gang
- Gå regelmæssigt til tandlæge, så begyndende syreskader kan opdages.
Kilder:
Kostens betydning for børn og unges sundhed og overvægt: 2000-2013. E-artikel fra DTU Fødevareinstituttet, nr. 2, 2017.
Consensus report of the European Federation of Conservative Dentistry: Erosive tooth wear - diagnosis and management. Bragt i Tandlægebladet nr. 3, marts 2017.