I Danmark er ca. 6.000 personer ramt af Parkinsons sygdom. Gennemsnitalderen ved diagnosestillelse er på nuværende tidspunkt 61 år, og her kan sygdommen være så fremskreden, at det er for sent at sætte ind med behandling. Forskere ved Teknologisk Institut har imidlertid udviklet en metode, som gør det muligt tidligere at opdage, hvem der bliver ramt af sygdommen. Dermed håber forskerne, at man i fremtiden vil kunne bremse sygdommens nedbrydning af celler i hjernen og mindske eller udskyde symptomerne.
”Vi har fundet biomarkører, som kan fastslå, hvem der vil udvikle Parkinson’s, inden symptomerne på sygdommen kommer. […] For at kunne sætte ind mod Parkinsons sygdom er det vigtigt at kunne sætte ind, inden de dopaminproducerende hjerneceller dør. Derfor skal der sættes ind tidligere for at opnå den nervebeskyttende effekt, og det håber vi at kunne arbejde hen imod” siger PhD i biomarkører, specialist Peter Lüttge Jordal, Teknologisk Institut.
Parkinsons sygdom har følgende hovedsymptomer:
- Rysten
- Muskelstivhed
- Langsomme træge bevægelser
- Symptomerne varierer meget fra person til person. De er afhængige af, hvor længe man har haft sygdommen, men kan også variere fra dag til dag. Personer med Parkinson kan eksempelvis opleve, at de får problemer med at bevæge sig normalt, at ting går langsomt og trægt og der er måske rystelser i arme eller ben og sommetider muskelkramper.
- Foruden de bevægelsesrelaterede, motoriske, symptomer oplever de fleste tillige non-motoriske symptomer, der blandt andet dækker over søvnforstyrrelser, kognitive symptomer, depression og mave- og tarmsymptomer.