Indholdet af nikkel i smykker undersøges
Allergi over for nikkel udløses i langt de fleste tilfælde, fordi der er nikkel i de øreringe vi har i ørerne, men også andre smykker samt knapper, armbåndsure, lynlåse og bæltespænder, kan indeholde nikkel. I løbet af sommeren har Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion derfor taget stikprøver i smykkebranchen, og skal nu undersøge hvorvidt produkterne overholder reglerne på området, eller om der er brug for at skærpe EU-reglerne for afgivelse af nikkel.
Symptomer på nikkelallergi
Videncenter for allergi opfordrer til, at man er opmærksom på symptomerne på nikkelallergi. Nikkelallergi kan nemlig udvikle sig til kronisk eksem, som kan sprede sig til resten af kroppen, hvis årsagen ikke fjernes.
Nikkelallergi viser sig som et eksem i form af kløe, rødme, blæredannelse og eventuelt sår i huden. Eksemet begynder altid dér, hvor genstanden, der indeholder nikkel, har kontakt med huden. Nikkel kan også give håndeksem, som typisk viser sig ved små blærer i håndflader og på siden af fingrene.
Sådan kan du selv mindske risikoen for nikkelallergi
Vær opmærksom på og stil krav til smykker og andre metaller, som din hud i hverdagen kommer i kontakt med.
- Stil krav til forhandleren: Få garanti for at dine smykker er nikkelfrie
- Gå efter sølvsmykker eller smykker af kirurgisk stål
- Gå efter de lidt dyrere smykker. Smykker af sølv og kirurgisk stål er ofte dyrere end smykker, som du risikerer indeholder nikkel
- Køb evt. en nikkeltest på apoteket, hvis du selv vil tjekke om produkt indeholder nikkel