’Turistmave’ er heldigvis kun sjældent så alvorligt, at der er brug for indlæggelse, til gengæld betyder et par dage med symptomer som kvalme, mavesmerter, opkastning, feber og diarré, at man efterfølgende er så udmattet, at det præger resten af ferien.
Forurenet drikkevand og madvarer
Mave-tarm-infektioner som 'rejsediarré’ skyldes i langt de fleste tilfælde bakterier. Bakterierne overføres med drikkevand eller fødevarer forurenet med colibakterier, dvs. bakterier fra afføring. Det kan ofte dreje sig om fx forurenet postevand og isterninger lavet af postevand samt grøntsager og frugt, skyllet i forurenet vand. Det kan også dreje sig om dårlig hygiejne omkring tilberedning af mad samt utilstrækkelig kogte eller stegte fødevarer.
Overvejelser omkring street food
For mange rejsende, er en stor del af rejseoplevelsen at smage det lokale køkken og de lokale delikatesser og specialiteter. Især streetfood kan ofte være kilde til nogle helt ekstraordinære sanselige oplevelser, nye dufte og nye, spændende smagsoplevelser. Desværre udgør forholdene omkring hygiejne, opbevaring og tilberedning af maden her ofte et problem på grund af de beskedne forhold. Jo mere primitive forhold maden tilberedes under, des større er risikoen som regel for at få rejsediarré. Derfor er det klogt at overveje, hvorvidt det er en risiko værd at løbe – især hvis man i forvejen har en sart mave eller døjer med mave-tarmproblemer eller -sygdom.
'Skræl det, kog det eller glem det'
Ifølge WHO kan rejsende, ved at tage nogle få grundlæggende forholdsregler, mindske risikoen for mave-tarm-infektioner. De opfordrer til at man følger reglen: 'Skræl det, kog det eller lad det ligge’ (’Boil it, cook it, peel it, or forget it’) og tager følgende forholdsregler:
- Undlad at drikke postevand, og børst ikke tænder i postevand. Brug i stedet konsekvent vand fra flaske.
Tjek at forsegling er intakt inden du åbner flasken.
Kan du ikke få flaskevand, så kog eller desinficer vandet med et specialprodukt, der kan købes i sports- og fritidsforretninger.
- Brug ikke isterninger lavet af postevand.
- Drik ikke frugtjuice og mælk, som ikke er pasteuriseret.
- Spis ikke mejerivarer, som ikke er pasteuriseret.
- Spis ikke rå frugter eller grøntsager, medmindre de kan skrælles eller pilles - og pil dem selv. Spis ikke salater, frugtsalat, mayonaise eller kolde saucer.
- Spis ikke rå eller utilstrækkelig kogt eller stegt kød, fisk eller skaldyr. Spis gennemstegt, gennembagt eller kogt mad, der er tilberedt kort forinden og serveret varmt.
- Hold dig fra pindis, isvafler og isdesserter, hvis du ikke er sikker på at de er tilberedt og opbevaret under hygiejniske forhold.
- Undgå buffet.
- Husk god håndhygiejne og hyppig håndvask på rejsen. Medbring hånddesinfektion med mindst 60% alkohol hjemmefra.
- Undgå mad fra boder og gadekøkkener. Brug din fornuft. Hvis du er i tvivl, undgå det.
Kan diarré forebygges med mælkesyrebakterier?
Selvom man ofte høre rejsende fortælle, at de forebygger med probiotika (mælkesyrebakterier) inden rejsen, så mangler der, trods talrige studier, undersøgelser der bekræfter effekten.