Børn, der drikker energidrikke, får let alt for meget koffein. Det kan føre til, at børnene får svært ved at sove, får hjertebanken, bliver irritable, nervøse eller angste.
Men børn skal slet ikke drikke energidrikke, skriver Fødevarestyrelsen. Det fremgår også af den advarselsmærkning, der sidder på de farvestrålende dåser. Alligevel dokumenterer en undersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen, at voksne ofte giver børnene energidrikke – blandt andet til fødselsdage og efter sportsaktiviteter.
Mere målrettet information fra Fødevarestyrelsen skal nu forsøge at ruste forældre, lærere og pædagoger til at tage hånd om problemerne, ved blandt andet at sætte fokus på de problemer der kan opstå, når børn drikker meget energidrik.
"Vi sender en folder om energidrikke og de bivirkninger, børnene risikerer at få ved at drikke dem, ud til landets skoler, klubber og til detailhandlen. Og på Facebook og Fødevarestyrelsens hjemmesider rykker vi de vigtige budskaber frem på forsiden," forklarer kontorchef i Fødevarestyrelsen, Else Molander.
Meget peger på, at der er et behov for, at de voksne sætter fokus på deres indflydelse på børnenes forbrug. Flere skoler melder om udfordringer med elever, der drikker energidrikke.
Giftlinjen får jævnligt henvendelser fra børn, der har drukket så meget energidrik at de er blevet utilpasse, har fået hjertebanken og forhøjet blodtryk. DTU Fødevareinstituttets undersøgelse viser, at 42% af de, der drikker energidrikke, har oplevet bivirkninger.
Læs den nye folder:
Kategori: Sundhed
