Siden det i 70´erne blev moderne at solbade topløsn er tilfældene af modermærkekræft på brysterne steget.
Kræftens Bekæmpelse har bragt en norsk undersøgelse der viser at fire gange så mange rammes i dag sammenlignet med tal fra 1970'erne.
I 1970'erne fik 13 kvinder modermærkekræft på brystet, mens 56 kvinder blev ramt mellem 1993 og 2002.
Kræftens Bekæmpelse skriver at tallene viser hvilken beskyttende effekt, det har at dække sig til og bekræfter, at der er klar sammenhæng mellem hvilke områder på kroppen, vi udsætter for mest sol, og hvor kræften opstår.
I Danmark findes der ikke tal på, hvor mange kvinder, der har fået modermærkekræft på brysterne.
”Vi koder ikke for brystkræft specifikt, men det, man kan se, er, at der er sket en stigning i antallet af personer, der får modermærkekræft. Det gælder især på benene og kroppen, mens stigningen i ansigtet slet ikke er den samme. Det hænger sammen med, at vi er begyndt at smide tøjet”, forklarer læge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.
De danske tal viser også, hvor kvinder og mænd typisk rammes af modermærkekræft. Og her svarer de til de nyere norske tal, som viser, at kvinder og mænd ikke får modermærkekræft de samme steder.
Hos kvinderne fordeler tilfældene sig jævnt mellem overkroppen og benene, mens mænd typisk rammes på overkroppen, skuldrene og nakken. Det hænger sandsynligvis sammen med, at kvinder i stigende grad er begyndt at gå med bare ben.
Ifølge Iben Holten giver mange modermærker øget risiko for modermærkekræft, men det er ikke en forudsætning for at få sygdommen.
”Babyer har ingen eller få modermærker, men livet igennem får man nye modermærker, som man skal være opmærksom på. Men melanom kan også opstå, hvor der ikke er noget modermærke, det gælder eksempelvis i øjnene”, siger Iben Holten.
Kategori: Sommer
