Det er danske Charlotte Kasandra Tørnby som står bag det nye danske skønhedsmærke SARD kopenhagen. Med en baggrund som Cidesco kosmetolog, eksamineret massør og 10 år som konsulent, med ansvar for hudlæger og apoteker, i et stort internationalt kosmetikfirma, oplevede Charlotte, at flere og flere mennesker reagerede på de daglige plejeprodukter.
Hun begyndte at studere hudplejeingredienser og deres indvirkning på vores organisme og besluttede sig for at udvikle sin egen serie - SARD. Udgangspunktet var, at serien skulle være helt ren og enkel - bestående af produkter med mange muligheder.
OLIER – NATURLIG OG SUND LUKSUS FOR HUDEN
Charlotte begyndte at eksperimentere med olier i sin egen daglige pleje ud fra det faktum, at naturens olier har været brugt som skønhedsmiddel, så langt historien går tilbage. Fordommene omkring olier forsvandt hurtigt. De rette olier hverken fedter, giver tilstoppede porer, uren hud eller skjolder huden i solen. Olier kan bruges til alt fra rensning til nærende, opstrammende og helende pleje af ansigt og krop samt til hårpleje og styling. Resultaterne er sunde, effektive og smukke.
SARD’s vegatabilske olier og produkter er nøje udvalgte. Alle produkter kan kombineres og anvendes på tværs af hinanden til ansigts-, krops- og hårpleje, massage, intimbrug samt før og efter hårfjerning.
Serien består af forskønnende økologisk, fairtrade arganolie samt mandel- og abrikoskerneolie. Fire æteriske velduftende olier samt badesalt og læbebalsam. Senere på året føjes en skin tonic samt kaolin-ler til sortimentet. Et bevidst enkelt og overskueligt sortiment. Back to Basic.
PSST!
Argan Skønhedsolie No. 1 blev i 2012 nomineret til årets danske produkt af Danish Beauty Awards.