_____________________________________________
Det sidste lange stykke tid - ca. 5 år - har jeg følt mig grundlæggende nedtrykt. Og nu hvor slutningen på mit 2. sabbatår nærmer sig, mærker jeg det stærkere end før.
Jeg har en grundlæggende uro i kroppen, der sommetider bliver til en underlig angstfølelse og ondt i maven, selv i de gladeste sammenhænge.
I samvær med andre mennesker bliver jeg ofte utrolig selvbevidst og føler mig akavet, har en følelse af, at jeg er bange for at skræmme folk væk med den dybe alvor jeg føler inderst inde. Vil ikke påvirke deres glæde med min nedtrykthed. Og ja, tror godt jeg ved hvad det handler om. Jeg er homoseksuel og er først på det seneste begyndt at være åben omkring det. Første gang jeg i min dagbog formulerede, at jeg nok var forelsket i en kvinde var da jeg var 15, og først som 20-årig kravlede jeg ud - ja, jeg sprang på ingen måde. Jeg har altid været meget tynd og var/er sent udviklet (fysisk), så fra starten af fandt jeg det absurd, hvis jeg skulle kunne have en seksualitet.
I folkeskolen var jeg den populære pige i klassen. Jeg var glad, fuld af ideer, udadvendt og barnligt selvsikker. På gymnasiet begyndte følelserne så rigtigt at komme i kog. Jeg havde intense og meget meget hemmelige forelskelser i piger - jeg fortalte ingen om det!
Min mor var den første jeg fortalte at jeg er homoseksuel. Hun troede først ikke på det (hvilket jeg, udover frustrationen, tog som en kompliment - er det ikke latterligt?), men efterhånden som vi snakkede mere om det begyndte hun at forstå. Og jeg tudede og mærkede en følelse af sandhed jeg for længst havde glemt. Og ro i kroppen! Mine oplevelser med at have fortalt det til andre har KUN været positive. Så egentlig burde det jo se fint ud, men det gør det altså ikke indeni alligevel. Fornægtelsen af alle de der følelser har gjort, at alt har foregået i en parallel-verden, i min fantasi. Jeg har aldrig kysset noget, aldrig haft en kæreste, har aldrig snakket med en anden homoseksuel om det at være homoseksuel. Jeg bliver utrolig urolig overfor kvinder... har altid en angst for at blive gennemskuet. Er bange for at en kvinde gennemskuer at jeg synes hun er smuk og konfronterer mig med det, dødsensangst! Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle gøre! Måske fordi jeg ikke kan forestille mig, at det skulle kunne være gengældt.
Jeg føler mig ofte energiløs, fraværende, til besvær, understimuleret. Nogle gange tænker jeg på fremtiden med voldsom glæde, med en positiv overbevisning, og andre gange med modløshed og angst.
Hvordan kan jeg skabe en stabil tilfredshed i stedet for alle disse humørsvingninger?
Jeg har aldrig overvejet selvmord, men føler mig somme tider så viklet ind i forvirring omkring mig selv og det hele, at jeg virkelig skræmmes ved tanken. Nogle gange tænker jeg: Er jeg ved at blive sindssyg?
Mvh.
Den nedtrykte
_____________________________________________
Kære Nedtrykte
Tak for dit meget lange brev, som det er nødvendigt at bringe i forkortet udgave.
Jeg vil forsøge om jeg kan give dig nogle bud på, hvordan du kommer videre med de mest aktuelle af de problemstillinger, du står i lige nu. Allerførst vil jeg sige til dig, at den måde du har oplevet dig selv på i de seneste 5 år syntes meget naturligt, når man tænker på at du jo virkelig ikke været dig selv, men uden for dig selv. Dette i sig selv gør det meget vanskeligt at være tilstede for andre og virke ægte glad og naturlig, når det ikke svarer til det du har følt det indeni. Jeg vil understrege hvor vigtigt det er, at du ikke fordømmer dig selv, for din manglende tilstedeværelse for andre, men ser det som et udtryk for at du har måttet leve skjult - både for dig selv og dine omgivelser.
Det er vigtigt, at du har ovennævnte in mente for at komme videre. Du skal i gang med at lære dig selv, og det at leve som homoseksuel, at kende. Du skal starte helt tilbage dengang du var klassens populære pige med masser af positive erfaringer at trække på.
Jeg vil gerne understrege at det er meget naturligt og helt forståeligt, at du stadig er meget nedtrykt i den livsfase du befinder dig i lige nu. Du har gået i flere år og været forvirret over alt det, som har rumsteret rundt inde i både din krop og psyke uden at du har kunnet sætte præcise ord og handling på din forvirring – og uden at kunne tale med andre om dine mange følelsesmæssige problemer. Det har været meget krævende at skjule alle dine mange modsatrettede følelser og hemmelige forelskelser, og angsten for at blive afsløret må have været meget belastende. Den eneste ventil du har haft har været i din dagbog og at identificere dig med musik og film, som du oplevede forstod dig.
Du har, som du selv nævner, levet i en slags parallelverden, men samtidig har du også vist, at du har kreative evner. Netop undertrykte og indestængte følelser kan i bedste fald udvikle kunstneriske evner. Du har udviklet en masse ideer, som måske kan bruges senere - når tingene er faldet mere på plads.
De seneste 5 år har været barske år, hvilket har bevirket at du helt naturligt har været meget svingende i dit humør og haft svært ved at være tilstede i nuet i de sammenhænge du har befundet dig i, fordi du ikke kunne være åben og ærlig og turde vise hvem du er. Det har helt givet tappet mange af dine kræfter og ressource, som yderligere har påvirket din energi og livsglæde i en negativ retning.
Genvind din indre ro og stabilitet
Du spørger hvordan du skal komme videre og få en bedre indre stabilitet, og ro. Du vil gerne slippe af med den angst og uro du stadig føler, selvom om du nu åbent har erklæret dig som homoseksuel.
Det er vigtig at forstå at du ikke med et slag er igennem oplevelsen af indre uro og angst selvom du nu til de fleste i dine omgivelser, har erklæret dig som homoseksuel.
Du har nu taget det første skridt til et nyt og mere ærligt liv. Det er først nu du skal i gang med at lære at leve dit liv som homoseksuel i praksis. Det bliver et spændende og sikkert til tider udfordrende liv du nu skal tage fat på.
Ligesom du nu skal starte på universitetet, må du acceptere også at være en slags "studerende” i, at leve som homoseksuel. Dels gennem erfaringer og ved at søge ny viden om emnet, så du bliver bedre i stand til at skabe et godt og autentisk liv i fremtiden.
Det skal nok lykkes for dig at blive mere stabil og rolig i løbet af de næste år. Men allerførst du må udvise stor tålmodighed med dig selv og acceptere, at det tager tid at finde den ro og stabilitet du ønsker. Først og fremmest skal du nu i gang med at lære at leve åbent som homoseksuel. Det bliver nogle helt nye færdigheder du skal i gang du skal lære. Rent symbolsk kan man sige, at det er som at blive født på ny og du skal starte forfra og lære at kravle, før du kan gå, og lære at gå før du kan hoppe, løbe, danse og bevæge dig rundt i den verden som du, som den nye pige du er, skal lære at forstå.
Prøv ligesom små børn, at være nysgerrig og ivrig for lære en masse nyt helt fra bunden. Når du efterhånden begynder at fungere, som den du er og erhvervet dig nogle erfaringer i at leve som homoseksuel, så vil din nedtrykthed, angst og indre uro langsomt forsvinde og du vil blive mere stabil og basalt føle dig mere glad og veltilpas - mere hjemme i dig selv.
Gudskelov har du let ved at lære, udover du har en masse andre positive ressourcer, som du kan trække på i dit nye liv. Prøv at huske tilbage på dengang, da du var den populære og sjove pige i klassen, før du blev forvirret af alle de modsatrettede følelser. Hvilke ressourcer var det du brugte dengang? Hvordan kan de transformeres til din nuværende situation?.
Du har også en anden vigtig ressource i ryggen, nemlig den, at alle i dine omgivelser rent faktisk kun har været positive og accepterende overfor, at du nu er åbent har erklæret dig som homoseksuel.
Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at råbe det ud over hele verden, at du er homoseksuel. Du har gået med det skjult for omverdenen så længe, så det næsten koger over. Det må ud, for at du kan opnå en lettelse og skabe plads til nogle mere positive følelser overfor dig selv. Hvis du stadig trænger til den lettelse det kunne give dig at råbe det ud, så find et sted ude i naturen og råb det ud af dine lungers fulde kraft! Det er faktisk en metode jeg selv har brugt i nogle af mine terapier, formålet har f.eks. været at råbe sin vrede, sorg eller afmagt ud i verden.
Det giver en slags forløsning af de spændinger der er lagret i krop og psyke, følelser du har undertrykt og fortrængt meget længe.
De første skridt
Mine råd til dig i nærmeste fremtid vil være: At du nu skal i gang med at få nogle erfaringer med det at være homoseksuel. Du kan f.eks. kontakte Foreningen for Bøsser og Lesbiske, og få nogle oplysninger om hvordan du møder nogen der står i samme situation som dig selv. Det vil være godt for dig at høre om andres erfaringer, og hvordan kommer man i gang med at finde en kæreste. Det er også vigtig at lære noget om hvordan tackler man angsten for at blive misforstået, når man er i selskab med andre piger. Og hvordan man kan have nære venindeforhold uden at blive misforstået.
Selvfølgelig vil der altid være en risiko for at blive misforstået og for at blive afvist. Men denne risiko er der i alle slags relationer og som sagt du skal i gang med at lære om de særlige forhold, der gør sig gældende i et homoseksuelt miljø.
Du skriver også at du har det svært med at tænke på at have et seksuelt forhold, fordi du er meget tynd og sent udviklet. Du har sikkert rent psykisk påvirket din krop til at forsinke dens udvikling, som en voksen kvinde. Men nu hvor du kender og står ved din seksuelle retning, skulle du gerne også forlige dig med din krop på en måde, så du påskønner din krop som den er og dermed hjælpe din krop til nu at udvikle sig mere i retning af en voksen kvindekrop. Ligesom du har undertrykt dine følelser, har du samtidig hæmmet din fysiske udvikling. Så lektien nu er: accept af dine følelser, indhente erfaringer - og acceptere at al begyndelse er svær. Du må rumme og acceptere at du til stadighed vil falde ned i det sorte hul og føle dig nedtrykt. Men også at du langsomt opbygger en stabilitet, som det menneske du er, og som du nu skal i gang med lære at kende ud i alle de kroge som har ligget skjult.
Jeg håber at mit svar vil hjælpe dig til at forstå du er på rette vej, at du må være tålmodig med dig selv. Du skal stoppe din fordømmelse af dig selv. Du skal fokusere på at du er der kun en vej frem. Brug alle de muligheder du har for hjælp, brug din gode forstand og al den viljestyrke du kan manifestere, så skal det nok lykkes for dig at få det liv du længtes så meget efter at leve.
24.05.2015
