- Antal 18 stk.
- Arbejdstid 30 min.
- Hævetid 2 x 30 min.
- Bagetid 10-15 min.
Ingredienser til gærdej:
- 2 dl mælk
- 50 g gær
- Ca. 500 g hvedemel
- 100 g blødt smør
- 2 æg
- ½ tsk salt
- 50 g sukker
- Ekstra hvedemel til udrulning
Ingredienser til remonce:
- 150 g blødt smør
- 100 g brun farin
- samt 200 g bær
Ingredienser i øvrigt:
- 1 æg til pensling
Tilberedning:
Gærdej:
- Lun mælken og hæld den over i en dyb skål. Rør gæren ud heri.
- Tilsæt halvdelen af melet og rør det sammen.
- Kom de øvrige ingredienser i dejen og ælt den godt sammen, til den slipper skålen. Den skal være blød, fedtet, smidig og blank – og kun lige slippe håndfladerne. Dejen må under ingen omstændigheder blive hård og tør, så bliver resultatet ikke nær så godt.
- Stil dejen til hævning tildækket et lunt sted i 30 minutter.
Remonce:
- Pisk det bløde smør let og luftigt med farin.
Snegle:
- Rul dejen ud i et rektangel på ca. 30 x 45 cm og fordel remoncen på den med en paletkniv. Kom helt ud til kanten. Fordel de friske bær over dejen.
- Rul dejen tæt sammen på den lange led som en roulade og skær den ud i 18 lige store stykker. Når de placeres på bagepladen, foldes den yderste ’snip’ dej lige ind under sneglene, så de ikke åbner sig, når de bages.
- Lad dem efterhæve i 30 minutter under et fugtigt klæde.
- Pensl sneglene med sammenpisket æg og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 10-15 minutter, til de er gyldne.