Jeg føler mig som en tikkende bombe. De sidste to måneder har jeg haft en rigtig dårligt psykisk. Jeg er træt og sløv, og bliver hurtigt irriteret eller ked af det. Jeg bor alene med min datter på 13. Hun trives og jeg kan ikke sætte fingeren på noget i min hverdag, som kan være årsag til, at jeg har det sådan her. Jeg har været til lægen og har fået bekræftet, at jeg ikke fejler noget fysisk, men han sagde, at jeg måske er på vej ind i overgangsalderen.
Har du nogen ideer til, hvordan jeg kan få lidt mere mod på hverdagen og livet igen?
_______________________________________
Tak for dit brev til brevkassen.
At du er på vej ind i overgangsalderen, kan meget vel være en del af årsagen til, at du de seneste par måneder har følt dig uoplagt, træt og sløv. Mange kvinder føler sig meget påvirket af hormonelle forandringer i forbindelse med overgangsalderen, og beskriver symptomer, som øget træthed, tristhed og anspændthed. Der er desværre ikke noget, der effektivt stopper generne med mindre man vælger at tage hormontilskud og dermed udsætter overgangsalderen. Til gengæld finder nogle kvinder lindring af symptomerne ved f.eks. at tage kosttilskud og dyrke mere motion.
Uanset hvad generne skyldes, så kan jeg, ud fra din lidt sparsomme beskrivelse af din situation, forestille mig, det du ville have godt af at få mere fokus på dine egne behov. At bo alene og have ansvaret for et barn trives og har det godt, er en stor opgave. Du skriver, at du ikke kan sætte finger på noget i hverdagen, som kunne være årsag til den træthed, du føler. Du skriver, at din datter trives, men måske har du, i din iver for at være en god mor, glemt dig selv?
Hvis du gennem længere tid ikke har haft det fornødne overskud til at få genopladet dit eget "batteri", så kan det tænkes, at du nu føler dig tømt for energi. Akkurat som et batteri, der løber tør for strøm, så kan vi mennesker også løbe tør for energi, og have brug for at få ”genopladt batterierne”. Mange mennesker vil opleve, at føle sig ”udbrændt”, hvis de gennem længere tid ikke får opfyldt de basale behov for nærhed, kærlighed, sex og tryghed. Mennesker, som føler sig "udbrændte", kan ofte beskrive livet er meningsløst, hvilket igen bevirker, at de langsomt mister livsmod og livsglæd.
Hvis du føler dig udbrændt, så forsøg at blive bevidst om hvilke vigtige behov, du ikke får opfyldt i hverdagen:
? Tænk over om det er muligt at ændre noget i dit liv, så der sker noget mere af det, der giver dig energi og glæde.
? Husk din datter er 13 år og kan klare en del uden din hjælp eller tilstedeværelse.
? Tænk over om du påtager dig flere pligter, end du måske behøver.
? Bring noget fornyelse ind i dit/jeres liv, som du ved glæder og giver dig ny energi i hverdagen.
? Vær lidt mere egoistisk og skab nogle situationer og oplevelser, der genoplader dit "tømte batteri"
? Gør noget, der får dig til at føle dig som den kvinde du stadig er bagom alle pligterne som mor og forsørger.
? Brug al din styrke og vedholdenhed til at tage dig godt af dig selv, og se om der i dine omgivelser findes nogen, der kan og vil forkæle dig lidt.
Held og lykke med at genfinde dig selv.
Kategori: Menopause
