__________________________________________________
Hej brevkasse.
Her står jeg i en rigtig dum situation. Jeg har været sammen med min mand i 18 år, har to børn og dagligdagen har overhånd. Dvs. min mand har eget firma og arbejder langt over de 70 timer pr. uge. Jeg har de sidste 3-4 år sagt til ham, at det er alt for meget og vi må være mere sammen om både børnene og vores hjem. Jeg er alene om alt hvad det drejer sig om med børnene, dvs. sport, venner og forældremøder. Børnene er hhv. 12-14 år. Jeg har prøvet at arrangere weekender, storbyferier til os uden børnene for at prøve at få talt og fundet hinanden igen. Min mand siger, at han ikke synes der er noget galt …
Så kommer vi dertil, hvor jeg en dag besøgte min søster, som havde besøg af en af sine venner. Mødet med ham slog fuldstændigt benene væk under mig og jeg er forelsket, som jeg ikke har været det i mit 44 år lange liv.
Aldrig har jeg kigget på en mand og tænkt, at jeg ville have ham så meget. Nu tænker jeg ikke rent fysisk, men vores kemi var som jeg aldrig har oplevet det før. Når vi talte, var det som om vi havde levet sammen før eller kendt hinanden meget, meget længe.
Nu har vi kontakt telefonisk hver dag. Vi er meget meget afhængige af hinanden og taler så frit og naturligt sammen. Jeg er således slet ikke i tvivl om at mine følelser er gengældt. En dag talte vi om, hvor vanvittigt og skønt det er, at kunne føle sådan. Og pludselig begyndte han at græde og sagde, at han aldrig havde følt sig så glad, som han følte sig, når han var sammen med mig. Og jeg har det på nøjagtig samme måde!
Men hvad pokker skal jeg gøre? Jeg har så meget lyst til at være i hans nærhed konstant og er efterhånden mere og mere fjern fra min mand …
Håber virkelig du kan hjælpe mig.
__________________________________________________
Kære forelskede
Tak for din mail, hvori du skriver, at du og din mand gennem 18 år er gledet fra hinanden. Som jeg læser din mail, så skyldes det hovedsageligt, at din mand arbejder omkring 70 timer om ugen. Nu er der så sket det, at du har forelsket dig - til op over begge ører - i en anden mand, og denne oplevelse er noget af det mest intense du nogensinde har oplevet.
Du fortæller hvordan den nye man opfylder alle de behov, som du så længe har måtte leve uden at få tilfredsstillet. Derfor ønsker du bare, at være i nærheden af ham hele tiden, men du skriver også at du er i tvivl om, hvad du nu skal gøre.
Når du skriver, hvordan du og din mand gennem mange år er gledet mere og mere fra hinanden, så tænker jeg, at det vel nærmest er en naturlov, at du nu er så vanvittig forelsket i en mand, der gengælder dine følelser og opfylder dine behov. Du skriver ikke, hvorvidt din nye kærlighed også er bundet i et ægteskab, eller om du selv ønsker at tage skridtet fuldt ud og gå fra din mand. Der er desuden hensynet til dine børn, som jeg forestiller mig, er meget afhængige af dig, da du næsten har fungeret som enlig mor for dem i hverdagen …
Gennem forelskelsen i den nye mand oplever du lykke, en lykke som du virkelig har fortjent efter at leve et så "udtørret" parforhold i mange år. Ingen kan på nuværende tidspunkt vide, om den lykke og forelskelse, som I oplever lige nu også ville kunne bære et forhold, efter du og måske han har været igennem skilsmisse og oplevet de mange sår, en skilsmisse vil påføre dine børn.
Mit råd er, at I lader forelskelse blomstre, for at se om der bliver skabt grobund for noget mere, eller om jeres forelskelse, som det jo ofte sker, klinger af efter nogle måneder. Det vil ikke være klogt, at træffe vigtige beslutninger, mens du endnu er "vanvittig forelsket".
Hvis det viser sig, at der ud af forelskelsen opstår en dyb kærlighed mellem jer, en kærlighed der kan bære alle de menneskelige omkostninger, der er forbundet med en skilsmisse, så må man i min optik overveje at vælge kærligheden, frem for trygheden. Hvis kærligheden er et "must", må man følge sit hjerte, men også bruge sin forstand til at skabe mindst mulig smerte.
Lige nu står du der, hvor du ikke kan vide om du er forelsket fordi du har været så forsømt og har et kæmpe utilfredsstillet behov for at blive bekræftet som kvinde. Eller om du er så heldig, at du har truffet dit livs kærlighed. Hvis det sidste er tilfældet, må du gribe denne gave, hvis du har modet til det. Kun du kan vide om du skal følge dit hjerte, eller om du bedst kan leve med, forsat at opfylde ”forpligtelserne” i et liv med dit nuværende liv med mand og børn.
Men mit råd er, at du kun kan se klart når den første "vanvittige forelskelse" har fundet fast grund. Først da kan du bruge både hjerte og forstand til at træffe det vigtige valg.
I håb om at du kan bruge mine råd, ønsker jeg dig al mulig held og lykke til at træffe de valg, du kan leve med.
