Stræk uden smerte
Når du strækker en muskelgruppe, skal strækket ske med langsomme og kontrollerede bevægelser. Stræk, til du føler en let spænding i musklen og hold stillingen og strækket, så længe du finder det let udfordrende.
Lad være med at 'hugge', da du risikerer at beskadige muskelfibre eller senevæv. Du bør i det hele taget ikke forcere et stræk, så det gør ondt, men stoppe så snart du mærker trækket.
Mens du holder strækket, skal du slappe af i kroppen, og trække vejret roligt og regelmæssigt. Herved slapper musklerne af, og du kan måske komme lidt dybere ned i strækket uden at det gør ondt.
Husk at trække vejret
Hav fokus på din vejrtrækning og træk vejret roligt og naturligt under øvelserne. Når du har fået lidt rutine, kan du bruge dit åndedræt til at få mere ud af øvelserne. Træk vejret ind og øg strækket under udånding.
Strækøvelser ved rygproblemer
Strækøvelser kan styrke rygmuskulaturen og lindre smerter ved alvorlige rygproblemer, som fx diskusprolaps. Mange oplever forbedring af symptomerne fx gennem McKenzie-øvelser, men øvelserne bør altid planlægges sammen med en fysioterapeut. Et forkert stræk kan forværre smerter og helingstiden.