Bemærk, at følgende regler gælder for statens skove. Der kan være andre regler i privatejede skove. Du kan kende statens skove på de røde træpæle med kongekronen, der står ved indgangen.
Regler for indsamling af materialer i skoven
- Kogler, svampe, bær, agern, bog og kastanjer
Kogler fra fyr og gran, svampe, bær, agern og bog må du gerne samle fra jorden, men ikke plukke fra træerne.
- Gran og grangrene
Du må ikke klippe af nåletræer eller tage pyntegrønt fra bevoksninger, der dyrkes til salg. Du må heller ikke samle friske grene fra nåletræer, der ligger på skovbunden eller i vejsiden. Dog må du klippe grangrene af væltede træer.
- Løvtræer
Småkviste i skovbunden må du gerne samle. Du må også klippe grene af væltede løvtræer samt klippe grene af løvtræer, som birk, bøg, ask og løn, der er over 10 meter høje. Det gælder dog ikke i bevoksninger, hvor Naturstyrelsen dyrker pyntegrønt med henblik på salg.
- Blade og bark
Skovbunden er fuld af nedfaldne blade og bark, som du frit kan samle.
- Vinterstandere
Du må gerne plukke vinterstandere af sommerens græs og blomster.
- Mos og lav
Mos og lav er velegnet til kranse og som bund i juledekorationer. Tørret mos er letantændeligt, så vær opmærksom på brandfare.
Idéer til dekorationer med naturmaterialer
- Tør materialer fra naturen på en avis. Hvis det drejer sig om nedfaldne blade, kan de rettes ud ved at ligge under et par bøger mellem to stykker køkkenrulle. Bladene kan bruges til dekorationer, collager og guirlander.
- Vil du lave kranse, kan det være en fordel at vælge bøjelige grene, såsom birk og pil. De gør det nemt at forme kransen, så du kan skabe flotte, runde former.