Uddannelse og videreuddannelse
Du skal nok få tid til videreuddannelse, hvis det virkeligt er et behov for dig. Men hop ikke med på den om, at vi alle, for overhoved at gøre os gældende på arbejdsmarked, skal ha´ en MBA lige nu. Vent til du har lyst, tid og overskud til at tage fat på en videreuddannelse. Øv dig i stedet i dine specialistfelter og giv dig selv tid:
Lav en liste over hvad du reelt laver på din arbejdsplads, og husk - hver lille ting tæller. Hvad er du god til? Hvis dit svar er 'intet', så få lige en kollega til at hjælpe dig lidt med hukommelsen.
Hold fast i de ting du har lært og den viden du har tilegnet dig de år du har arbejdet, også i din rolle i parforholdet og i rollen som mor.
- Øv dig i at bede om mere i løn
- Øv dig i at lægge en langsigtet slagplan for dit arbejdsliv og gennemgå den med en klog ven
- Gå derefter til chefen og gennemgå den med ham. Så ved du f.eks. hvor du står, når du er færdig med de små børn og er tilbage på fuldtid
Overvej et øjeblik hvilke kvalifikationer, der, udover de rent faglige, kræves på arbejdsmarked i dag. Jamen, er det ikke omstillingsparathed, fleksibilitet, overblik, ihærdighed, smil, imødekommenhed og velvillighed? Og er det i virkeligheden ikke lige det, der er nogle af dine stærkeste sider?
Hvis du synes, det er svært at få øje på dine kvalifikationer, så er der hjælp at hente hos karrierecoaches og headhunterfirmaer. Her kan du gennem samtaler og test få en nøjagtigt billede af dine kvalifikationer og kompetencer.