Træt af at føle dig 'mellemtilfreds'?
Når din indre kritiker raser, kommer vi ofte til at leve et 'mellemtilfreds' liv, forklarer stressekspert Birthe Buhl. Den får nemlig alt for ofte lov at begrænse os i vores handlinger og slukke vores drømme, fortæller hun:
"For mange af os sker der dét, at vi helt ubevidst kommer til at følge med vores negative og selvkritiske tanker. Vi gør dem til vores sandhed, og på den måde bliver de ofte styrende for vores handlinger. Når din indre kritiker fortæller dig, at de andre på yogaholdet vil kigge skævt til dig, hvis du tropper op, helt ny og uøvet, så kan det ende med at være dét, der afholder dig fra starte op på holdet i det hele taget. På den måde bliver din indre kritiker din egen værste fjende," siger hun.
Selvkritik og ubevidste valg
Lader vi os føre rundt i manegen af de negative tanker, og sidder vi fast i en eller flere slags negative sindsstemninger, kommer vi lettere til at reagere automatisk, og vi gør os ikke klart, om vi får taget bevidste valg, fortæller Birthe Buhl:
"Bliver man nu overmandet af den selvkritiske tanke, at man slet ikke slår til på jobbet, så vil den naturlige reaktion - og ofte helt ubevidste flugt - for mange være at indlede et arbejdsraseri til langt ud på aftenen. Og mens vi febrilsk tjekker mails og forbereder os langt ud over, hvad vi egentlig har lyst til, glemmer vi måske helt dét, som er vigtigst for os. Nærværet med vores børn, familie, kærester og venner" siger hun.
Når vi bliver revet med af de selvkritiske tanker om, at jeg er ikke god nok, smuk nok, klog nok og så videre, har vi en tendens til at forsøge at flygte væk fra de ubehagelige følelser og tanker, forklarer stresseksperten. Måske åbner vi en flaske rødvin, spiser kage eller chokolade eller sætter os til at se serier i timevis, så uroen, ubehaget og selvkritiske tanker forsvinder. Det virker også på den korte bane, men de negative tanker og følelser vender hurtigt tilbage.
Lader vi de selvkritiske tanker være styrende, og identificerer vi os med tankerne, kommer vi let til at handle uhensigtsmæssigt, og vi bliver samtidig langt mere sårbare i forhold til at udvikle stress, angst eller depression, fortæller Birthe Buhl.
Mindfulness meditation og selvkritik
For ikke at lade sig diktere af selvkritikken, er det ifølge Birthe Buhl vigtigt at huske, at tanker bare er tanker. For først når vi registrerer den selvkritiske tanke - når vi erkender, at den er der, og at det er okay - vil vi kunne slippe den hurtigt igen og flytte vores opmærksomhed tilbage til nuet. Mindfulness handler ikke om at stoppe de negative og selvkritiske tanker, men om at forholde os anderledes til dem, så vi bedre kan tage bevidste valg og gøre livet mere meningsfuldt, forklarer hun:
"Det er helt naturligt at have bekymringstanker, at være nervøs og optaget af, hvad de andre mon tænker om dig. Men du er ikke dine tanker, og først med accepten og erkendelsen af det, bliver det nemmere at holde den indre kritiker i kort snor, så den ikke begrænser dig i at gøre det, som netop giver dig mening og livskvalitet."
Netop mindfulness meditation og teknikkerne i appén er ifølge Birthe Buhl vigtige for at kunne slutte fred med en alt for dominerende indre kritiker:
"Mindfulness meditation hjælper os med lære og registrere vores egne tankemønstre. Måske benytter du dig af en øvelse, hvor du har hele din opmærksomhed og dit nærvær på åndedrættet. Når der så i løbet af meditationsøvelsen pludselig dukker en tanke op, bliver det nemmere for dig at registrere den uden fordømmelse - give slip på tanken og rette opmærksomheden tilbage til nuet. Mindfulness meditation handler ikke om at fjerne de negative tanker men om at forholde sig til dem på en ny måde, så de ikke får lov at styre vores valg og slukke vores drømme," siger hun.