Risikoen for væggelus er størst, når rejsen går til mere eksotiske rejsemål, og her er hotelstandarden og antallet af stjerner ingen garanti for et væggelusfrit hotelværelse. Derfor gælder det om at være opmærksom og reagere, hvis du har mistanke om, at hotelværelset er inficeret med væggelus.
Tegn på væggelus
Væggelusens bid udløser som regel en intens kløe og udslæt, og tegn på væggelus kan ofte også ses i sengetøjet i form af små pletter af blod og lusens afføring. Hvis du under din ferie konstaterer væggelus på værelset, bør du straks skifte overnatningssted.
Hvordan ved jeg, om der er væggelus på hotelværelset?
- Tjek for tegn på væggelus, når du ankommer.
- Opbevar dit tøj i kuffert og tasker under opholdet.
- Lad være med at have kufferter og tasker stående på gulvet.
- Lad være med at lægge kufferter og tasker på sengen.
Har du mistanke om væggelus, så få vasket alt dit tøj inden hjemrejsen.
Jeg har fået væggelus med hjem! Hvad gør jeg?
Hvis du har mistanke om, at du har væggelus med hjem, så gælder det om at handle hurtigt inden de spreder sig.
- Lad være med at tage bagagen ind i hjemmet.
- Tjek grundigt bagagens indhold udenfor.
- Kom alt tøj, børster, sko mv. i plastikposer, inden du tager det med indenfor. Læg det hele i fryseren i 2-3 dage.
- Opbevar kufferter og tasker udenfor, og sprøjt dem med insektmiddel. Bemærk, at væggelus kan være resistente over for giften, så tjek grundigt bagagen, inden du tager den med ind i huset.
Bekæmp væggelus i hjemmet
Er væggelus, trods din indsats, alligevel flyttet ind, så må du i gang med en omfattende rengøring. Væggelus er nemlig yderst sejlivede, og kan overleve i flere måneder uden mad. I kølige omgivelser kan de overleve i over et år, oplyser Miljøstyrelsen.
- Gør rent og støvsug grundigt.
- Vask alt sengetøj, håndklæder mv., der kan være inficeret.
- Sørg for at tætne eventuelle revner og sprækker i vægge og paneler, som dyrene kan opholde sig i.
- Få en professionel skadedyrsbekæmper til at tjekke dit hjem for væggelus.