Selvom en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at madspildet fra detailhandlen er større end hidtil antaget, så er Danmark blandt de bedste, når det drejer sig om at sætte madspild på dagsordenen.
På torsdag den 9. oktober kl. 14, vil flere tusinde mennesker samles på Rådhuspladsen til Danmarks største event mod madspild: "Sammen Mod Madspild".
Her vil der blive serveret gratis overskudsmad samt taler af bla. miljøminister Kirsten Brosbøl og fødevareminister Dan Jørgensen.
"Når vi smider god mad i skraldespanden, er det både skidt for miljøet og for pengepungen. En typisk dansk husstand smider hvert år mad ud for 3.200 kr. Det skal vi gøre noget ved, og vi skal have alle med. Derfor er jeg glad for et initiativ som det her, hvor vi er mange aktører, der sætter fokus på madspild og inspirerer til, hvordan vi undgår at smide god mad ud. I regeringens kommende strategi for forebyggelse af affald indgår der netop en række tiltag mod madspild", siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Detailhandlen vil være med med i kampen
En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen peger på, at madspildet fra detailhandlen udgør en større mængde end hidtil antaget. En stor del kan henføres til samarbejdet mellem detailhandel og forbruger. Fx når supermarkederne imødekommer kundernes ønske om et bredt udvalg, men ender med ikke at få udsolgt.
Undersøgelsen konkluderer, at der er et stort potentiale for forebyggelse af madspild og for udnyttelse af overskudsmaden. Derfor er det vigtigt, at aktørerne fra detailhandlen støtter op om "Sammen Mod Madspild".
”Vi er tilfredse med, at mange vigtige kræfter fra fødevarernes værdikæde bakker op om denne store event,” siger initiativtager til "Sammen Mod Madspild", Selina Juul, der også er stifter af forbrugerbevægelsen "Stop Spild Af Mad". Hun fortsætter:
”Danmark er ved at blive det land i verden, der har madspild højest på dagsordenen. En ny undersøgelse fra Gallup viser, at mere end hver tredje dansker selv mener, at han/hun smider mindre mad ud end for få år siden. Det er meget flot! Vi vil gerne takke vores medarrangør Miljøministeriet, alle vore partnere, bidragsydere og frivillige.”
• Læs mere om "Sammen mod madspild"
• Se også: Stopspildafmad.dk
Kategori: Forbrugernyt
