Efterårsferien skal afsættes til skilsmisserådgivning. Det ved advokat Dennis Holm Pedersen af erfaring. I sit arbejde som advokat med speciale i arveforhold og familieret ved Advodan Lyngby, har han gennem årene oplevet, hvordan der, hen på efteråret, er flere, som søger råd og vejledning omkring skilsmisse.
Blandt de udfordringer, skilsmissepar ofte står med, er problemer med at skille tingene ad. Således kan en bodeling pludselig havne på et sidespor og komme til at handle om pension eller blive til mudderkastning omkring børnene.
”For et par, der har været uenige i lang tid, kræver det meget selverkendelse at nå dertil, hvor de tager imod rådgivning udefra. Mange oplever dog stor lettelse, når de ikke længere står i stampe men får sat flueben ved de forskellige problemstillinger”, siger Dennis Holm Pedersen, og lister her de vigtigste områder at få styr på i processen.
Tag stilling til jeres fælles bolig
Har I fælles hus, skal I finde ud af, om huset skal sælges, eller én af jer har råd til at blive boende i huset alene. Kan det lade sig gøre, er det en fordel for børnene som undgår at skifte skole, men I skal søge om gældsovertagelse hos jeres bank eller kreditforening. Bor I til leje kan der være andre problemstillinger.
”Hvis ikke der kan opnås enighed om, hvem der skal blive boende på lejemålet, må det afgøres i retten. Flere og flere par vælger konfliktmægling, for at undgå at det når så vidt”, siger Dennis Holm Pedersen.
Sørg for at få en skriftlig aftale om bodeling
Sørg for at udarbejde en skriftlig aftale om, hvordan jeres fælles bo skal opgøres og fordeles mellem jer. Deling af aktiver og passiver bør være fair og aftalt mellem parterne.
”Vær sikker på, at I får lavet en aftale, hvor ingen af jer føler jer snydt, og hvor der ikke opstår behov for genforhandlinger” anbefaler Dennis Holm Pedersen.
Få styr på pension og forsikring
Når I skal skilles, er det muligt, at jeres pensioner skal fordeles imellem jer.
”Reglerne er ikke entydige, så her er et område som kræver særlig juridisk indsigt”, siger Dennis Holm Pedersen."Da jeres livsvilkår ændrer sig, vil der desuden være nogle forsikringer, der ikke længere er nødvendige, ligesom der kan være behov for helt nye."
Opnå enighed om børnene
Der er som udgangspunkt altid fælles forældremyndighed, når parret bliver skilt. I aftaler selv, hvor meget samvær den forælder, der ikke har bopælsrettigheden skal have.
”Samværsaftalen skal være skriftlig og det samme gælder for bopælsrettigheden. Hvis der ikke opnås enighed, kan det være brugbart med en konfliktmægler/mediator i processen”, forklarer Dennis Holm Pedersen.