_____________________________________________________
Hej Peter
Jeg havde ellers altid svoret, at jeg aldrig skulle have en mand med børn, alligevel bor og lever jeg i dag med en mand, som har tvillinger fra tidligere ægteskab. Han og jeg mødte hinanden på arbejdet og for 4 års siden forlod han kone og tvillinger på dengang 1½ år, for at han og jeg kunne være sammen. Vi har ingen fælles børn, men en 5-9-ordning omkring hans børn. Vi har et godt forhold til ekskonen, der i øvrigt er åben og indstillet på et godt samarbejde.
Alligevel er jeg ved at løbe sur i forholdet, og selv om børnene er søde, synes jeg, at de fylder meget. Jeg finder dem krævende, egoistiske, manipulerende og dovne - også selv om jeg godt ved, at de bare opfører sig som det, de er: 5-årige børn. Jeg har meget lidt tålmodighed med dem og indrømmer, at jeg ofte skælder dem ud, svarer dem surt, stiller mange krav til dem og forlanger fx, at de spiser op og at de kun sjældent må få slik.
Nogle gange kan jeg simpelt hen ikke holde ud at høre på mig selv, og forstår ikke helt, hvorfor min kæreste finder sig i, at jeg opfører mig sådan over for hans børn. Men jeg har meget svært ved at skulle tilsidesætte mig selv og mine egne behov for deres, og jeg har det også svært med, at han gør det. Jeg er jaloux og synes ikke, at jeg får nok opmærksomhed fra min kæreste. Han gør sig ikke rigtig umage for at være romantisk, forkæle mig og overraske mig. Fx gider han ikke købe gaver til mig.
Har du et tip til, hvad jeg kan gøre for at løse situationen, bekæmpe jalousi-følelsen og blive i stand til at fokusere på det gode ved mit forhold, så det ikke ender galt?
På forhånd tak for svar.
_____________________________________________________
Jeg følger ganske godt, hvad det er for en situation, du er havnet i. Du er ikke den første søde pige, som er blevet en gift mands sande kærlighed. Og så har han 2-3 børn, som ryger med i pakken, og pludselig er du gået fra at være elsker, til at være stedmor. Det var ikke det, du drømte om, skulle ske. Tværtimod, så havde du nok helst fortsat med at have ham for dig selv.
Desværre kan jeg ikke engang love dig, at det snart bliver nemmere. Forude venter formodentligt en lang, slidsom relation med børnene, som kan være hård, både for dig og for børnene. Men når viljen er der, og man er en sød pige, så kan det også komme til at køre – i hvert fald på overfladen. Neden under den pæne overflade, inden i dig, er der imidlertid noget der helt mangler – og det mærker du. Du er ikke den første, der er blevet stedmor. Nu er der jo nogen, der ikke bryder sig om udtrykket ’stedmor’, men i mange henseender fungerer du jo netop som stedfortræder for børnenes rigtige mor. Og deri er selve problemet med børnene: Børn kan ikke knytte sig til to mødre, til gengæld kan de pænt samarbejde med dig, hvis de hos dig møder en tydelig og klar struktur. Og strukturen er vigtig, for strukturens forudsigelighed og rutiner giver børnene tryghed og ro - også når de har brug for at vise deres protest mod den, også for dem, svære situation.
Men selv med en struktureret hverdag og de bedste intentioner, så vil du ikke få den samme tilknytning til børnene, som de har til deres mor. Mødre har en særlig forbindelse til deres børn. En dyb og betingelsesløs forbindelse, som trygt og sikkert bekræfter børnene i, at hun er den, som er deres her i livet. Som børnenes stedmor, har du ikke samme betingelsesløse forbindelse til dem, og det kan fx mærkes ved, at du ikke rummer den samme tålmodighed og tolerance, når fx de små børn er ukoncentrerede, dovne, når de sviner og roder eller ikke hører efter.
Hvis du taler med andre kvinder i samme situation, så vil de formentligt nikke genkendende til dine frustrationer. Det er nok de færreste der synes, at det at være stedmor for kærestens børn altid er super nemt, bekræftende og meningsfyldt. Så du er på den, hvis du af ren og skær loyalitet over for din kæreste, siger til dig selv, at det her gør du bare – især når du med dit hjerte samtidig føler, at du hverken er sød over for børnene, og i bund og grund er rigtig utilfreds med hele setuppet.
Dit problem forstærkes af, at din kære kæreste tror, at alt er nemt og godt, og at han bare kan ignorere, at han har rigtigt meget at være taknemmelig for. Han er ikke skarp på, at du skal fremhæves, at du skal have din gave, at du skal have din opmærksomhed, og at dine ønsker skal siddestilles med, at du kunne have tre børn, han skulle passe på lige fod med sine egne. Men han er ikke opmærksom på det. Så han er ved at miste dig.
Jeg tror simpelthen, du skal snakke med ham om, at du ikke er der, hvor det kunne være rart for ham og for dig, at du var. Han skal lytte efter og hjælpe dig med at finde dit liv ved siden af hans – og han skal forstå, at børnene er hans issue. Dit issue er, at dit liv eksistere for lidt, og du ikke er helt klar til det, der sker. Der er noget, du sprang over. Og det må du finde ud af.
Det koster lidt på hans bekvemmelighed, men jeg tror, at det kan være en løsning, at han overtager og styrer de svære samspil med børnene. På den måde kan du nøjes med at være på i de situationer med børnene, som giver dig point. Du skal udelukkende have hyggelige og sjove stunder og oplevelser med børnene, hvor du kan få lov til at være den søde og rare. Det vil bane vejen for, at du får mere af den plads i jeres tilværelse, som du drømmer om – og så har han/I måske en chance.
De bedste ønsker
