Hej Ingrid.
Jeg skriver til dig fordi jeg er bekymret for min mor. Hun er først i tresserne og meget trist og deprimeret og har helt mistet livsglæden. Årsagen er at hun i mange, mange år har følt at alt hænger på hendes skuldre.
Min farmor på 89 år har taget meget af min mors tid, siden min farfar døde for 15 år siden. Da farfar døde kom min farmor ofte i mine forældres hjem, faktisk hver dag. Min mor arbejder hjemme, og farmor kom efte midt på dagen, inden min mors arbejdsdag var færdig, og så forventede farmor at min mor tog sig af hende, snakkede med hende etc. Dette stod på i flere år og min mor blev mere og mere frustreret fordi hun ikke fik passet sit arbejde ordentligt og ingen frihed havde til at gøre nogen ting for sig selv, fordi min farmor altid har været der og krævet al hendes tid.
Min far har altid været mere eller mindre passiv, og sat sig ind på kontoret når min farmor kom på besøg - på trods af at det jo er hans mor.
Min mor føler at siden min farfar døde, er min farmors livslyst forsvundet.
Hun gider ikke at være sammen med pensionisterne i klubben eller har aldrig fundet sig nogle aktiviteter hun kan beskæftige sig med. Hun er blevet totalt afhængig af mine forældre, dvs. min mor, da min far har meldt pas.
Nu er det snart 15 år siden, og min mor har gennem årene bare mistet mere og mere af sig selv. Hun er meget trist og deprimeret, og føler at det hele hænger på hendes skuldre. Jeg bor i udlandet, så jeg har ikke mulighed for at aflaste hende.
Jeg har sagt til min mor, at hun er nødt til at sætte nogle grænser for, hvor meget hun lader farmor styre sit liv, og selv om farmor dukker op hjemme hos dem, må hun give sig selv lov til ind i mellem at sige, at hun altså lige er på vej ud, hvis det er det hun er.
Men min mor er så plaget af dårlig samvittighed. Hun er meget splittet, da hun på den ene side ikke orker at have så meget kontakt med og ansvar for farmor - og på den anden side har hun dårlig samvittighed når hun ved at farmor sidder alene hjemme. Jeg tror hun har en overdrevet ansvarsfølelse.
Jeg ønsker sådan for min mor, at hun skal få livsglæden igen, og begynde at leve sit eget liv, og komme ud blandt mennesker igen. Hun har siddet hjemme i alle disse år og ikke kunne have et liv, pga. farmor.
Hvordan kan jeg støtte hende - og kan man overhoved begynde at ændre på den slags, når det har stået på så mange år?
Venligst A

_____________________________________________


Kære A
Tak for din mail hvor du spørger om jeg har nogle ideer til hvordan du kan hjælpe og støtte din mor, som du er meget bekymret for - og hvorvidt jeg mener det er muligt at ændre på noget der har stået på i så mange år.
Jeg har læst din beskrivelse af din mors nuværende situation og mener at den er helt uholdbar, også selvom det har stået på i mange år. Din mor står i et stort dilemma mellem hendes ansvarsfølelse overfor sin svigermor og behovet for at have et liv, der består af andet end at være den eneste kontakt for hendes gamle og krævende svigermor.
Men jeg tror ikke, udfra det du skriver, at din mor er i stand til selv at ændre på den nuværende situation. Det lyder som om hun efterhånden er så trist og deprimeret, at hun ikke selv vil være i stand til at gøre noget konstruktivt ved situationen. Der kan naturligvis ske ændringer, f.eks. ved at din mor eller farmor bliver psykisk så dårlige, at det sætter en stopper for den måde tingene foregår på nu. Men hvis familien skal undgå at risikere, at din mor bryder helt sammen eller blive apatisk pga. det langvarige pres, så skal din mor have massiv hjælp nu til at komme ud af den situation hun allerede har levet i alt for længe.
Mit råd til hvordan du kan hjælpe og støtte din mor er først og fremmest, at få din far til at indse, at din mor ikke kan fortsætte som nu. Også selvom hun ikke selv kan se nogen vej ud af det. Du må bede din far træde i karakter og få sat nogle grænser for hvor meget din farmor skal komme hos dem.
Selvom din farmor er en gammel dame bliver hun nødt til at acceptere, at din mor ikke kan fortsætte længere, som det er nu. Din farmor må acceptere, om end modvilligt, at være sammen med andre ældre i stedet og deltage i nogle aktiviteter.
Jeg syntes, at du skal fortælle din mor, at du som hendes datter ikke mere kan se på at hun fuldstændig opgiver sig selv i så tidlig en alder. Det lyder som om din mor engang har været et glad og livligt menneske, men de fleste mennesker ville blive deprimeret og trist ved at leve det liv hun lever.
Derefter vil jeg anbefale at din mor får noget professionel hjælp til at indse, at hun ikke kan fortsætte som nu og at det ikke er hende alene, der har ansvaret for svigermor. Hun skal hjælpes til at indse, at hun også har ret til et liv og at det haster inden det er for sent.
Jeg syntes du skal være meget klar i mælet både overfor din far og din mor, og fortælle dem, at det her kan du ikke mere bare være tilskuer til. Der skal handles og her bliver du nødt til at presse på. Hvis du kan tage nogle dage fri til at komme til Danmark, vil det være godt. Din mor skal til læge for at få undersøgt, om hun evt. har brug for medicinsk behandling. Hun har desuden brug for samtaleterapi, for at blive støttet i at ændre den tanke, at hun er nødt til at leve, som hun gør.
Jeg tror, at det kan blive en længerevarende proces. Det tager tid at rette op på så mange års nedbrydelse af din mors personlighed. Men det kan lade sig gøre at ændre på din mors nuværende situation. Dog ikke uden at der er nogen der skubber kraftigt på. Et nyt liv er svært at holde fastholde i begyndelsen og det liv din mor har nu, er naturligvis det hun kender bedst.
Jeg håber på, at du på trods af at du bor i udlandet har mulighed for at få sat gang i de tiltag der skal til for at ændre din mors situation. Ellers tror jeg ikke du skal forvente at se ændringer så længe din farmor lever – og til den tid kan det være for sent at hjælpe din mor i gang med at få livet tilbage ...
I håb om at du har mod på at være den, der sætter processen i gang, sendes du mange kærlige hilsner