Kære Ingrid.
Jeg er midt i fyrrerne og alene med min søn på 12, som jeg valgte at få alene. Han er en dejlig dreng, sød, humoristisk, intelligent (men doven) og vi har i det store og hele en god hverdag.
Det store problem er, at han ikke er til at vække, og når det endelig lykkes, er han eddikesur og uendeligt langsom - og totalt ligeglad med, at han kommer for sent i skole. Jeg sørger for, at han får 10 timers søvn hver nat (21-07) og for at begynde at vække ham, så der burde være rigeligt tid til at nå bad, morgenmad, tandbørstning osv. Men intet nytter. Han trækker badet ud i det uendelige, kæler med katten, arrangerer sin frisure, sender sms, og sidder og stirrer ud i luften - jeg bliver helt desperat. Det har været på denne måde altid, men jeg har altid forestillet mig, at han på et tidspunkt ville tage ansvar - og det sker bare ikke. Jeg vækker ham som regel meget kærligt snakkende, men har også prøvet at være militaristisk (det hæver aggressionsniveauet) og neutral (det forstørrer forsinkelsen) og at følge i hælene på ham hele morgenen(det frustrerer os begge) - og nu er jeg simpelthen desperat. Hvad pokker kan jeg gøre for at vende situationen om?
På forhånd tak!
_______________________________________

Kære mor til en 12-årig søn.

Tak for din mail. Jeg forstår virkelig godt din desperation over at du daglig skal kæmpe for at få din søn op og få ham sendt ud af døren til tiden.
Du skriver at han ellers er en dejlig, humoristisk og intelligent dreng og at I for det meste har en god og velfungerende hverdag. Og hvorfor gør din ellers så dejlige søn dette imod dig, han ved helt sikkert godt, at du er desperat over at skulle kæmpe denne kamp hver morgen. Og du har fuldstændig ret der skal gøres noget nu for at ændre denne for dig helt ødelæggende situation.

Nu skriver du ikke noget om hvordan du, gennem hans opvækst, har givet ham ansvar for at han blev færdig til tiden, når I/han skulle ud af huset og mht. lektier og hjælp i huset. Du skriver at du havde håbet, at han af sig ville tage mere ansvar nu hvor han er blevet ældre..

Jeg har naturligvis gennem min lange karriere, og også i mit private liv, oplevet mange lignende sager. Specielt har jeg ofte oplevet at enebørn af enlige forældre gennem deres opvækst, har fået meget hjælp til f.eks. at komme ud af døren om morgenen, at mange ting er blevet gjort for dem for at få det hele til at fungere. Det kan medføre, at nogle børn ikke rigtig udvikler et ansvar for at komme op om morgenen, møde til tiden osv. I deres optik er det jo mors ansvar at de kommer af sted.
Når de så bliver større, bliver det ofte blandet med en slags oprør mod ”hende der kontrollerer alting”. Det bliver en blanding af, dels ”tingene jo ikke er mit ansvar”, og dels ”du skal ikke bestemme over mig”. Din søns sejtrækkeri om morgenen kan være en blanding af ovennævnte ting. Han viser dig, at han ikke vil bestemmes over mere, selvom han ikke selv tager ansvar for at komme ud af sengen og af sted i rette tid. Han mangler respekt for dig, måske fordi han er vandt til at det er uden konsekvenser, at opføre sig som han gør. Hans erfaringer siger ham, at du vil gøre alt for at det hele skal fungere, for han ved hvor vigtig det er for dig, at han kommer i skole til tiden. Men er det vigtigt for ham? Er der nogen konsekvenser hvis han kommer for sent?
Hvis der ikke er konsekvenser, som er direkte ubehagelige for ham, kan han roligt fortsætte med at trække tiden om morgenen. I hvert fald bliver han bekræftet i, at han har magten og at du intet kan gøre..

Mine råd til dig …:
Du kunne begynde med at tage en snak med ham. Vælg et tidspunkt, hvor du ikke er oppe i det røde felt. Du skal simpelt hen fortælle ham, at du ikke længere vil acceptere, at han opfører sig som om det kun er dit ansvar, at han kommer i skole. Fortæl ham, at du godt ved, at du ikke har lært ham at tage ansvar, men at du havde håbet, at han selv kunne indse, at han er medansvarlig for at komme af sted til tiden, nu hvor han er 12 år. Du må i samtalen være meget fast i stemmen, når du meddeler ham at morgenkampen slutter nu og at du ellers vil søge hjælp, f.eks. gennem skolen, hvis han ikke forstår, at det er alvor nu. Det er vigtigt at du konkretiserer præcist, hvad du forventer han skal gøre om morgenen og meget konkret mht. hvad du vil gøre, hvis han ikke ændrer sin adfærd nu. Prøv om du kan finde en motivation hos ham til at ændre adfærd, noget som vil gøre hans liv bedre. Som tingene er nu, er det jo bare det nemmeste for ham, at fortsætte som før.

Det kan være en god ide, at du får hjælp fra en professionel, der har erfaringer i at ændre på situationer, som den I har befundet jer i gennem hele din søns barndom.. Det kræver ændringer i adfærden fra begges side for at kunne lykkes. Det er på høje tid at gribe ind nu, inden din søn går ind i puberteten, som kan blive en forværrende faktor mht. at være sløv og doven.
De nødvendige ændringer der skal til for at ændre den negative spiral i jeres samspil, er som sagt en hastesag. Så vis din søn, at her er noget du bestemmer og gør dig klar hvilke konsekvenser du vil stille op, hvis han ikke arbejder med på at forbedre situationen.

Det er vigtigt at du erkender overfor ham, at dette skulle have været gjort allerede for længe siden, og at det du ønsker er, at I begge får det bedre ved at lave nogle nødvendige ændringer.
Held og lykke, masser af mod og styrke til udfordringen, det kan lykkes.

Mange kærlige hilsner