Mad i mørke 

Lokkemidlet til at kaste sig ud i denne matematiske kraftpræstation, har været en påstand om, at ”man kan tabe sig ved at bringe fedtenergiprocenten ned under 30”.

Der er bare det problem, at for langt de fleste, som kaster sig ud i fedtforsagelsen, viser det sig, at det ikke virker. Der findes videnskabelig dokumentation for, at det man kan opnå, ved at spise løs af en kost med lavt fedtindhold, beløber sig til mellem 1 og 4 kilo på et halvt år. Det er ALT for lidt, i forhold til hvor stor en indsats det trods alt kræver.

Den fedtfattige mad kan smage helt uovertruffent, det har mange dygtige madskribenter lært os. Man kan snildt fortære for 9000 kJ (kilojoule) af den om dagen, uden at være overdrevet mæt.
Men en ”standard”-kvinde, som f.eks. ønsker at vægten skal bevæge sig fra 70 til 60 kilo, må bare se naturloven i øjnene: hvis denne vægtudvikling skal foregå indenfor en overskuelig tidshorisont, så må energiindtagelsen ned på 5000 – 6000 kJ om dagen. Der findes mange diætetiske fif, som kan modvirke, at dette er ensbetydende med sult. Protein mætter umådelig godt pr kilojoule, tænk f.eks på, at der er færre kilojoule i et knækbrød med en TYK skive 30+ ost end der er i en pære.

I vores diætistpraksis har vi på det seneste mødt talrige (specielt kvinder med moderat overvægt), som kan betegnes som ofre for tidens modedille med fedtforsagelse. Vi taler her om mennesker, som i deres iver har bragt fedtenergiprocenten helt ned under 20 – enkelte sågar helt ned under 15. Uden at der var synderlige resultater på kroppens fedtlager.
Den overdrevne fokus på fedtenergiprocenter giver anledning til ”mad i mørke”. Det svarer nærmest til at køre en bil med rat-slør. Man tror, man bringer bilen til at dreje, men den fortsætter bare ligeud.

Så, kære madskribenter/redaktion: giv os LYS over maden. Såfremt den er tænkt til at skabe vægt-resultater (og ikke bare almindelig sundhed), så oplys hvor mange kilojoule og hvor mange gram protein, man får på sin tallerken. Selv om det er rart nok at forebygge sukkersyge eller hjertesyge, så er det immervæk udsigten til at se sit flæsk skrumpe ind, der bringer de allerfleste ”kost-omlæggere” i omdrejning. At bagatellisere vægten som bærende motivationsfaktor, skal man vist være repræsentant for en patientforening for at gøre.

I kan vælge at gå forrest, og være med til at skabe det paradigmeskifte, som slankeområdet har så hårdt brug for nu. Det skal blive muligt, også for de, som ”kun” er lettere overvægtige, at opleve at vægten udvikler sig sådan, som man ønsker det.