________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg skriver, fordi jeg har et .. skal vi kalde det: underligt problem.
Jeg er 22 og jeg har en fantasiverden, eller måske nærmere: en alternativ virkelighed. Jeg har aldrig fortalt nogen om det. Ingen! Ikke engang min psykolog. Det er det mest private og efterhånden så meget en del af mig, at jeg har svært ved at forklare det.
Min fantasiverden har eksisteret, så længe jeg kan huske tilbage. I min fantasiverden har jeg et andet navn, en anden alder, en anden familie og en anden nationalitet. Jeg kender alle karaktererne ned til mindste detalje og "plottet" for "historien" har altid været det samme. Oftest inden jeg falder i søvn (eller i hvert fald kun når jeg er helt sikker på ikke at blive forstyrret) forestiller jeg mig én eller anden scene, hvor der sker et eller andet, eller der er en eller anden samtale. Lidt ligesom hvis det f.eks. var en tv-serie - bortset fra, at jeg jo forestiller mig en virkelighed og ikke bare observerer.
Jeg har aldrig været i tvivl om, hvad der var virkelighed, og hvad der var fantasi, men jeg har i perioder været meget opslugt af at "tænke" (som jeg kalder det, for mig selv). Op til for få år siden var jeg fuldstændig afhængig af at kunne "tænke" inden jeg kunne sove. Jeg forsøgte flere gange at tvinge mig selv til ikke at "tænke", men jeg faldt aldrig i søvn, før jeg gjorde det. Det er dog heldigvis blevet bedre. Men jeg har altid troet, at jeg ville vokse fra det. Nu er jeg 22 og ja, vokset fra det, er jeg altså ikke endnu ...
Jeg har et ambivalent forhold til det. Udefra kan jeg godt se, at det virker helt skørt. Det er også derfor, det er så svært at forklare. Men i mit hoved er det jo helt normalt og jeg har svært ved at se, hvordan jeg kunne holde helt op, for den person jeg forestiller mig at være, er så meget en del af mig, at jeg er nysgerrig efter at se, hvad der sker for "hende" fremover. Jeg tror at jeg ville føle, at jeg gik glip af "hendes" liv. Samtidig er det jo helt tosset - eller hvad? Jeg bryder mig ikke om, at føle mig så bundet, til noget der ikke er virkeligt, specielt taget i betragtning af, at jeg aldrig er stødt på noget lignende.
Allermest vil jeg bare gerne vide, hvorfor jeg er sådan? - og om der er andre, som har oplevet noget lignende?
________________________________________
Tak for din mail, som handler om, at du ind i mellem lever i en parallel drømmeverden ved siden af din virkelige, hvor du har en anden identitet og et liv, som du skriver, at du kender ned til mindste detalje. Du har holdt denne del af dig selv skjult for verden, indtil nu, hvor du gerne vil vide hvorfor du er sådan, og om andre oplever noget lignende.
Denne drømmeverden, som du beskriver, betyder åbenbart rigtig meget for dig. Jeg forstår, at du på den ene side efterhånden gerne vil leve et liv uden drømmeverdenen, men at du på den anden side har svært ved at slippe din anden identitet og det liv du lever, når du er i din drømmeverden.
Er det normalt, som voksen, at have en fantasiverden?
Som svar på dit spørgsmål, om andre har oplevet noget lignende, så er svaret ja. En del børn har opbygget en alternativ indre verden. Det sker ofte fordi virkeligheden, af forskellige grunde, er for svær for barnet at rumme – eller pga. ensomhed.
Som regel forsvinder behovet for fantasiverdenen, når man når voksenalderen, men der er mennesker, som også i voksenalderen lever med fantasiverdner. Hvis behovet for fantasiverden er tvangspræget, kan der være tale om egentlige personlighedsforstyrrelser, hvor man har flere identiteter og lider af personlighedsspaltninger.
Det er ikke muligt for mig, udfra din mail, at kunne vurdere dig, men jeg hæfter mig ved det positive i, at du har fuld erkendelse af, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi. Når jeg læser din mail, kan jeg forstå, at du selv mener, at du er i stand til at beslutte dig for, at droppe din anden personlighed og droppe brugen af fantasiverdenen.
Men når du samtidig erkender, at det vil være et stort savn for dig, at miste din anden personlighed, så virker det, som en afhængighed, på samme måde som hvis du var afhængig af f.eks. stoffer eller alkohol.
Når der er tale om en afhængighed, så vil der, når du begynder at skulle vænne dig fra at bruge din fantasiverden, kunne opstå noget, der ligner abstinenser. Det kan blive hårdt og skræmmende, at skulle sige farvel til din parallelle person, som du kender lige så godt, som dit virkelige jeg. Du vil kunne opleve store savn og følelse af tomhed.
At øve sig på at være tilstede i det virkelige liv
Jeg vil anbefale dig, at du forsøger at være mere tilstede i dit virkelige liv. Mit håb er, at du er i stand til at skabe et liv, der er så indholdsrigt, at du ikke behøver din fantasiverden for at opnå tryghed og spænding.
For at kunne fungere i et voksenliv med alle de krav det nu stiller, er det vigtig at man har en sammenhængende personlighed, der ikke har brug for at flygte til og gemme sig i en fantasiverden. Hvis du ikke føler, at du ikke det ved egen hjælp, kan slippe "hende den anden", så bliver du nødt til at søge hjælp hos en psykolog eller psykiater.
Det vil kræve masser af mod og stor selvdisciplin at kunne give slip.
