Max 7 g. salt pr. dag!
For meget salt øger risikoen for forhøjet blodtryk og dermed hjerte-kar-sygdomme. For at indtaget af salt ikke skal udgøre en øget risiko for helbredet, bør man følge sundhedsstyrelsens anbefalinger, som lyder på at begrænse indtaget til højst 7 g for kvinder og 6 g for mænd pr. dag.
Her kan du reducere dit indtag af salt
Mens det er forholdsvist nemt, at forholde sig til den salt man selv tilføjer under madlavning og på maden under måltidet, så kan det være sværere at få overblik over, hvor meget salt forproducerede fødevarer indeholder. Ifølge Saltpartnerskabet* indeholder nogle fødevarer et højt saltindhold på grund af den måde de produceres på. Andre fødevarer som for eksempel brød og morgenmadsprodukter bidrager også med meget salt, fordi vi spiser meget af det.
Lad være med at salte det der allerede er salt
For at skære ned på saltet anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man enten undgår at spise fødevarer med et højt saltindhold eller spiser dem i mindre mængder. Derudover kan vi reducere saltindtaget ved at undlade at tilføje salt i madlavningen. Det gælder især når vi anvender følgende fødevarer, som alle indeholder meget salt: bacon, pulversovse, suppeterninger, bouillon, fond, skinke, oliven, pickles, spegepølse, røget kød, røget fisk, sojasovs, ansjoser, kapers, soltørrede tomater, hvidløg i olie, knust chili, knust hvidløg, franske kartofler og andre chips.
Tjek saltindholdet - læs varedeklarationen
I nogle fødevarer kan saltindholdet variere en del mellem varemærkerne eller varetyper. Sammenlign produkterne og vælg de, der har det lave saltindhold. Tjek f.eks. brød, pasta sovse, pizza, færdigretter, supper, sandwiches, pølser, tomatketchup, mayonnaise og andre sovse, morgenmadsprodukter, blandingskrydderier, kødpålæg, ost samt saltede eller tørristede nødder.
* Saltpartnerskabet består af DI Fødevarer, Landbrug og Fødevarer, Dansk Erhverv, HORESTA, Hjerteforeningen, Hjernesagen, Forbrugerrådet, Kræftens Bekæmpelse, Foreningen af Kliniske Diætister, Diabetesforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, COOP, DSK, Dansk Supermarked, Danske Slagtemestre, Bager- og Konditormestre i Danmark og Fødevarestyrelsen.