Bedre overblik over din aktuelle medicin
På dit medicinkort kan du få overblik over den medicin, som du aktuelt er i behandling med. Du kan også se, hvorfor du skal tage medicinen, hvor ofte den skal tages, samt hvem der har ordineret medicinen. Det er rart at vide, hvis du f.eks. tager flere forskellige præparater og måske har fået medicinen ordineret af forskellige læger.
Bedre overblik over dine recepter
På dit medicinkort kan du se, om der er 'åbne' recepter på den medicin, din læge har udskrevet til dig. Hvis en recept er åben, kan du hente medicinen på apoteket. Dette kan især være en fordel, hvis du har recepter, som du kan hente medicin på ad flere omgange.
Bedre samarbejde med dine sundhedspersoner
Det er de læger, som behandler dig, der holder dit medicinkort opdateret og kan se, hvilken medicin du får. Det gør samarbejdet lettere og mere smidigt. Andre sundhedspersoner, fx hjemmesygeplejersker der har dig i behandling, kan også se din medicin. Men det er dig, der bestemmer: Hvis du ikke ønsker at dele dine medicinoplysninger, kan du få din læge til at skjule/'privatmarkere' en eller flere af dine lægemidler.
Bedre sikkerhed mod fejlmedicinering
Når lægen kan se, hvilke andre typer medicin du får, er der større sikkerhed for, at du ikke får overflødig eller forkert medicin. Der er samtidig mindre risiko for, at du får medicin, der ikke bør tages sammen, fordi kombinationen af stofferne er uhensigtsmæssig.
Se dit medicinkort
Dit medicinkort er ikke et fysisk kort, men findes elektronisk på sundhed.dk. Sådan gør du:
1. Klik ind på www.sundhed.dk og log på med din NemID
2. Under fanen 'Min sundhedsjournal' klikker du på 'Medicinkortet'.