Stil spørgsmål til prisen på tandlægebehandling
Et udtræk af tal fra Danmarks Statistik viser, at tandlægepriserne fra maj 2002 til maj 2018 er skudt i vejret med 51,6 procent. I samme periode er forbrugerpriserne generelt blot steget 28 procent. Til trods for de store prisstigninger er det kun omkring en fjerdedel af forbrugerne, der har tjekket priserne indenfor de sidste fem år, og kun hver sjette har forsøgt at forhandle om prisen med deres tandlæge. Det viser en ny undersøgelse for Forbrugerrådet Tænk. Organisationens formand, Anja Philip, understreger, at Forbrugerrådet Tænk ikke opfordrer forbrugerne til konstant at skifte tandlæge, men eftersom tandbehandlinger er et område, hvor forbrugerne betaler høje priser, er det fornuftigt at undersøge markedet før man lægger sig i stolen.
”Vi danske forbrugere er meget loyale overfor vores tandlæge og stiller sjældent spørgsmål til priserne. Det er en skam, for så kommer de fleste af os let til at betale for meget. Vi kan se, at en stor del af de forbrugere, der undersøger og forhandler prisen, typisk får en kontant belønning ud af deres anstrengelser. Derfor er vores opfordring, at man tjekker priserne hos forskellige tandlæger. Særligt inden, man skal have foretaget et større indgreb. Det er generelt altid en god idé at undersøge markedet, og særligt på tandlægeområdet, fordi der kan være tale om store beløb, hvor der i nogle tilfælde kan være tusindvis af kroner at spare,” siger Anja Philip. Hun mener, at tallene fra organisationens undersøgelse dokumenterer, at der er brug for at få mere gang i konkurrencen på tandlægeområdet.
Forbrugerne opfordres til at forhandle om prisen
Tandlæger er private erhvervsdrivende, der udbyder deres tjenesteydelser. Derfor mener Forbrugerrådet Tænk, at forbrugerne bør betragte tandlæger på samme måde som andre virksomheder og blandt andet forholde sig kritisk til både pris og kvalitet. I dag kan man som forbruger fx tjekke tandlægepriser via portalen sundhed.dk eller hos de enkelte tandlæger. Sundhedsministeriet er i gang med at kigge tandlægeområdet efter i sømmene, og et af Forbrugerrådet Tænks input til arbejdet er, at forbrugerne også får mulighed for at sammenligne kvaliteten af tandlægernes arbejde – ikke kun prisen.
”Hvis konkurrencen skal fungere ordentligt, skal vi som forbrugere, udover oplysninger om priser også have et redskab til at kunne vurdere kvaliteten af behandlingen. Det har vi fx på forsikringsområdet, hvor portalen Forsikringsguiden også inddrager forskellige kvalitetsparametre. Der bør kunne udvikles noget tilsvarende på tandlægeområdet, og det er en oplagt opgave at kaste sig over i det kommende arbejde under Sundhedsministeriet,” siger Anja Philip.
Omkring 50 af de mindre behandlinger hos danske tandlæger har faste priser, der bliver fastsat af myndighederne. Ved de øvrige behandlinger kan man som forbruger forhandle om prisen.