Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Dansk Folkepartis Birthe Skaarup, udtrykker stort håb om, at en ny aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om gratis influenzavaccinationer til ældre over 65 år vil indebære, at endnu flere borgere i år vil benytte sig af det
forebyggende tilbud.
Vores aftale med regeringen indebærer, at lægernes honorar pr. vaccination af de immobile ældre, som har vanskeligheder med at forlade eget hjem, nu øges fra 210 til 275 kr., oplyser Birthe Skaarup.
Hertil kommer, at lægerne í år har længere tid til at oplyse om de gratis vaccinationer og få dem planlagt ordentligt. Da ordningen indførtes sidste år blev retningslinierne først kendt i september måned,
men da aftalen i år allerede er indgået på nuværende tidspunkt, er mulighederne for en langt bedre planlægning indfriet - til Dansk Folkepartis store tilfredshed.
Desuden kører ordningen nu på sit andet år, og der er derfor flere ældre, der har fået kendskab til ordningen, påpeger Birthe Skaarup.
Endelig fremgår det af aftalen, at kommunerne i langt større grad skal tage deres ansvar for, at ordningen bliver en succes, alvorligt. Og det skal ske i et fornuftigt samarbejde med Danske Lægers Vaccinations-service, som skal udføre vaccinationerne.
Forhåbentlig vil aftalen spare denne del af vore ældre for unødige influenzaplager - i det hele taget bør vi i årene fremover fokusere meget mere på forebyggende sundhedspleje, siger Birthe Skaarup.
Kategori: Sundhed
