Markant flere kvinder end mænd er ulykkelige
Der er store kønsforskelle, når det handler om danskernes psykiske trivsel. Kvinderne har langt mere ondt i sjælen, end mændene har, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. For eksempel lider dobbelt så mange unge kvinder som unge mænd af nervøsitet, ængstelse og uro. Samtidig er markant flere kvinder – i alle aldersgrupper – mere deprimerede eller ulykkelige sammenlignet med mænd.
Sådan skriver Statens Institut for Folkesundhed i forlængelse af et nyt omfattende studie, som belyser kønsforskelle i danskernes sundhed og trivsel. I alt har 160.000 danskere svaret på spørgsmål om, hvordan de har oplevet deres psykiske trivsel inden for de seneste 14 dage.
Kvinder er mere nedtrykte end mænd
Ifølge rapporten er det især de unge kvinder i alderen 16-24 år, der ikke har det godt. Hver tiende unge kvinde har følt sig meget nedtrykt, deprimeret eller ulykkelig inden for de seneste 14 dage, hvorimod andelen blandt unge mænd er 4,9 procent. Kvinderne er også mere generet af ængstelse, nervøsitet, uro og angst. Her er kønsforskellen størst blandt den yngste og de ældste aldersgrupper.
Kilde: Sundhed og trivsel i et kønsperspektiv, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, København 2014
Kategori: Sundhed
